Den grønne omstilling kommer til at påvirke alle brancher og sektorer i landet, også vejgodstransporten. Men grøn omstilling kræver også de rette vilkår, før den kan realiseres, og der store hurdler, der skal overkommes, hvis sektoren skal omstille sig, mener Erik Østergaard, direktør i DTL.
Som et typisk serviceerhverv lever transportbranchen af at levere det, som kunderne efterspørger. Vognmændene er og skal være klar til at følge deres kunder, og hvis efterspørgslen efter grøn transport stiger, og kunderne er villige til at betale merprisen, vil vognmændene også være klar til at påtage sig opgaverne.
Men vejgodstransporten er kendetegnet af en intens konkurrence, som traditionelt har handlet om pris, pris og pris. Under de forhold kommer grøn omstilling ikke af sig selv, så længe alternativerne til at køre på fossil diesel er dyrere og mere besværlige i vognmandens praktiske virkelighed.
Og foreløbig er efterspørgslen efter grøn transport behersket. Det kan hurtigt ændre sig. Mange virksomheder vil i de kommende år skulle sætte ind for at mindske deres klimaaftryk, og vil i den forbindelse også rette blikket mod de transportaktiviteter, som virksomhederne indkøber.
Kræver mere end velvilje
Derfor er det, uanset udfordringerne, vigtigt, at transportbranchen interesserer sig for den grønne omstilling. Og derfor er der brug for politiske tiltag, der fremmer og styrker branchen, i stedet for virkningsløse afgifter, som vi senest har set det med km-afgiften.
Men de teknologier, som vognmændene benytter sig af i form af lastbiler og drivmidler, kommer udefra og ligger uden for vognmændenes indflydelse.
En tilstrækkelig ladeinfrastruktur er fx afgørende, hvis flere vognmænd skal sende el-lastbiler ud på landevejene. I den forbindelse er der aktuelt problemer med at få leveret el-forbindelse til rette tid og pris fra netselskaberne, og man kan som vognmand være bekymret for at stå over for elselskabernes monopol på at etablere el-forbindelser.
Derudover er der behov for tilpasning af lovgivning om blandt andet vægt og dimensioner, køre-hviletider og meget andet for at tage højde for fossilfri køretøjers særlige forhold.
For at summe op: Hvis den grønne omstilling skal tage fart blandt vognmændene, skal teknologien bag lastbiler og drivmidler blive bedre og billigere, og kunderne skal være villige til at efterspørge klimavenlig transport og forpligte sig til at betale den merpris, som grøn transport koster. Og endelig skal der fra politisk hold gives incitamenter, som kan lette omstillingen i hverdagen for vognmændene.
Erik Østergaard er adm. direktør i DTL – Danske Vognmænd.