I en klumme hos mediet, Heartbeats, undrer debattøren Ditte Giese sig over, hvorfor håndværkere har så tidlige mødetider, at det ofte kolliderer med alle dem, der arbejder på kontor og derfor typisk møder senere på morgenen. Hos Dansk El-Forbund mener næstformand, Christian Rosenkvist Elgaard, at Ditte Giese har en pointe.
Måske har du, som den kontornusser, du sikkert er, oplevet, at håndværkerne banker meget tidligt på din dør, når der skal ordnes noget med eksempelvis stikkontakterne eller radiatorerne.
For håndværkerne møder tidligt her til lands, og ofte er de igang med arbejdsdagen, længe inden vi andre er kommet ud af døren.
I en klumme på Heartbeats undrer debattøren, Ditte Giese, sig over håndværkernes tidlige mødetider, og hun skriver således;
“Hvorfor håndværkere straffer sig selv og deres kunder med at starte arbejdsdagen kl. 7, må de selv stå på mål for, men det kunne jo være, at håndværkerfagene blev lidt mere attraktive for de unge, hvis mødetiden blev mere nutidig?”
Gode muligheder
Hos Dansk El-Forbund har næstformand, Christian Rosenkvist Elgaard, ikke noget klart svar på, hvorfor elektrikerne møder så tidligt, som de gør.
“Det er nok historisk betinget, og hænger muligvis sammen med, at håndværkerne gerne vil være fra gader og stræder, inden de enten skaber trafikpropper eller selv bliver fanget i dem. Det er tit praktisk for resten af trafikanterne, at håndværkerne er af vejen, når de selv skal fra A til B.”
Samtidig fortæller han, at elektrikernes arbejdstider har været til diskussion i forbindelse med overenskkomstfornyelsen tidligere i år, og at mange i dag principielt har muligheden for at møde på arbejde kl. 8 eller 9.
“Mange elektrikere søger mere fleksibilitet end for nogle år siden. Jeg tror, det er en ide for branchen helt generelt at tænke mere i den retning, også hvad angår fire-dages arbejdsuger. Mulighederne er der allerede i dag i vores overenskomst, men der er nok mange arbejdsgivere, der skal have et puf, før det kommer til at ske. Men jeg tror, vi kommer til at se et ryk på den front.”
I sin klumme skriver Ditte Giese også, at en senere mødetid kunne vise sig at gøre håndværkerfagene mere attraktive for de unge, og også her er Christian Rosenkvist Elgaard positivt indstillet.
“Det har hun en god pointe i. Det kræver bare, at arbejdsgiverne kan se fordelen i det, og selv er klar til at rykke på det. Men jeg tror helt bestemt, det kunne have en positiv effekt på unge, der overvejer at søge den vej.”