At starte egen virksomhed handler om andet og mere end at forfølge sin egen drøm og passion. Der er en række praktiske ting, det er enten er lovpligtigt eller essentielt at have styr på også. Erhvervsjurist Kristin Assaad giver her sin tjekliste over fem ting, nystartede virksomheder skal have styr på.
Kontrakter, forsikringer, papirer og rådgivning. Det er ofte mere indviklet at starte egen virksomhed, end man tror.
Derfor ender mange virksomheder også med at negligere nogle af de ting, der er essentielle at have styr på – og som potentielt kan spare jer mange problemer med myndigheder, kunder eller andre.
Kristin Assaad er erhvervsjurist, er selv iværksætter og grundlægger af den juridiske virksomhed, LegalUp, samt Iværksætterretshjælpen, der samarbejder med mange danske SMV’er, og hun giver her sin tjekliste til fem ting, nystartede virksomheder bør skrive sig bag øret og få styr på rent juridisk.
Husk kontrakterne
Det er et meget bredt emne, for de fleste virksomheder har i sagens natur kontrakter på utroligt mange ting, fra de ansatte til kunder og samarbejdspartnere. Men det er afgørende at få alt ned på skrift, og ikke have mundtlige aftaler. Kan I ikke selv finde ud af at udforme kontrakter, så kontakt nogle, der kan hjælpe jer. Det koster penge, men det kan i sidste ende spare jer langt mere, end I bruger på det.
Det kan især spare jer meget, hvis I indgår samarbejde med diverse bureauer om de ting, I ikke selv er gode til. Der er rigtig mange eksempler på bureauer, der laver flerårige uopsigelige kontrakter på helt vilde beløb, og får I ikke kyndige øjne på den slags, kan I virkelig ende med at blive få problemer, når bureauerne samtidig fraskriver sig ethvert ansvar i kontrakten.
Jeg vil sige, at I til en start skal altid have helt styr på virksomhedens generelle forretningsbetingelser, jeres interne ejeraftaler og så ikke mindst jeres GDPR-dokumenter.
Heldigvis er der masser af vejledning at få omkring alle disse ting, så det er relativt nemt at få styr på.
Kristin Assaad
Husk forsikringerne
Hvad angår forsikringer er nogle lovpligtige, mens andre er gode at have. Driver man eks. rådgivningsvirksomhed, så bør man have en erhvervsansvarsforsikring, da den sikrer, at skulle man give dårlige råd, der ender med et tab til kunden, så er rådgiveren dækket af forsikring, så kan kravet rettes mod forsikringen. Det er også en stor sikkerhed, hvis man som kunde opsøger en rådgivningsvirksomhed, at vide, at man er dækket ind på den måde.
Samtidig vil jeg mene, at man som minimum bør have den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, samt en erhvervs- og produktansvarsforsikring, så I som virksomhed er dækket ind, hvis I f.eks. sælger et defekt produkt, eller en medarbejder kommer til at gøre skade på noget.
Der er mange forsikringer, der kn være yderst relevante, alt efter den enkelte virksomheds udgangspunkt og det er vigtigt at orientere sig herom.
Husk de immaterielle rettigheder
Varemærker, patenter, ophavsrettigheder. Få jeres produkter beskyttet så godt som muligt, for det vil stille jer langt bedre i en lang række situationer, og de er helt afgørende for virksomhedens fremtid.
Det vil for det første være et krav, hvis I får investorer ind i virksomheden. De vil ikke investere i jer, hvis I ikke har fuldstændig styr på de immaterielle rettigheder.
Samtidig sikrer det virksomheden, skulle I eksempelvis få jeres designs eller produkter kopieret af andre, som der har været en række sager om det seneste års tid. Så få de rigtige nationale og internationale rettigheder på plads. I kan selvfølgelig stadig opleve at blive kopieret, men med rettighederne på plads, har I lovgivningen i ryggen.
Husk arbejdsforholdene
Når I skal til at ansætte medarbejdere, er I nødt til at kende reglerne for ansættelser, ansættelsesforhold, løn, ferie, arbejdsforhold og meget mere.
Her kan man komme rigtigt galt afsted, hvis der ikke er styr på det juridiske, og man risikerer at komme i en meget hård clinch med fagforeningerne, hvis der er noget galt.
Området er svært forståeligt og langhåret, men der er ingen vej udenom. Der vil måske også være særlige forhold, der gør sig gældende inden for jeres branche, og i så fald kan det blive en dyr fornøjelse, hvis I ikke har styr på det.
Husk skat, moms og regnskab
Det er nok den kedeligste af de fem råd, men har man ikke styr på indberetninger, lønsumsafgift, momsregistrering og alle de andre ting, så kommer Skat efter jer, og det er ikke sjovt.
Heldigvis er der masser af vejledning at få omkring alle disse ting, så det er relativt nemt at få styr på. De fleste nystartede virksomheder står med alle opgaverne selv, men jo før man kan outsource denne del blandt andet, jo bedre.
Desværre er der bare meget bureaukratisk og lavpraktisk, man skal forholde sig til, når man starter virksomhed op fra bunden. Meget af det kan man få kyndig hjælp til, men en del skal man også have styr på selv.
Men når man får det, er man til gengæld langt bedre rustet til at drive og vækste sin virksomhed.