Ejner Hessel A/S har i en årrække arbejdet med salg af trailere til transportbranchen, men indsatsen har fået et markant løft siden 2023, hvor Henrik Korsdal Pedersen kom til og satte yderligere fokus på området. Siden da har trailersalget udviklet sig til et forretningsområde i klar vækst – og i dag er det ikke længere en velbevaret hemmelighed i branchen.
Udviklingen taler sit tydelige sprog. Fra 77 solgte trailere i 2023 til 86 i 2024 og hele 117 i 2025 har Ejner Hessel opbygget en stærk position i markedet. Og 2026 er allerede kommet flyvende fra start med omkring 150 trailere i ordre efter årets første tre måneder.
Henrik Korsdal Pedersen bragte erfaring med sig som selvstændig forhandler, herunder samarbejdet med Pachton, som i dag er en del af Ejner Hessels portefølje. Sammen med en målrettet indsats har det været med til at styrke både fokus og retning i trailersalget.
– Vi ser et stort potentiale i trailersalget, og de resultater vi skaber nu, er et resultat af et bevidst fokus på både produktprogram, rådgivning og kundeoplevelse. Det ligger i Ejner Hessels DNA at levere kvalitet og god service, og det gælder i høj grad også på trailersiden. Det handler om at være en stærk og troværdig partner for kunderne, siger Henrik Korsdal Pedersen, salgskonsulent trailer og påhængsvogne.
Trailerteamet i Ejner Hessel trækker på mangeårig viden og knowhow – blandt andet med Flemming Jepsen som en central del af teamet. Han har arbejdet med trailere i mere end 40 år og besidder en omfattende brancheindsigt samt solid erfaring med salg til alle typer kunder. Den erfaring udgør en vigtig del af fundamentet for den rådgivning og kvalitet, som kunderne møder i dag.
Styrket produktprogram med Broshuis
En væsentlig milepæl i 2025 var overtagelsen af forhandlerskabet af Broshuis – en anerkendt producent i markedet med et stærkt ry for kvalitet og specialiserede løsninger.
– Vi havde i forvejen et godt sortiment, men med Broshuis har vi fået et ekstra premium-alternativ af specialtrailere, der henvender sig til kunder med særligt høje krav til fleksibilitet, specialløsninger og kvalitet i hver detalje. Det har været en yderligere styrkelse af vores samlede tilbud, fortæller Henrik Korsdal Pedersen.
Større ordrer og stærke leverancer
2025 bød desuden på en række markante leverancer og aftaler, som understreger Ejner Hessels voksende kapacitet. Evnen til at håndtere større og mere komplekse ordrer er blevet en central styrke.
– Vi oplever i stigende grad, at kunderne vælger os, fordi vi kan levere hele pakken. Ikke bare enkeltstående trailere, men løsninger hvor vi tænker hele vejen rundt – både i forhold til produktvalg, rådgivning og finansiering, siger Henrik Korsdal Pedersen.
Synergi mellem lastbil og trailer
En vigtig del af succesen er samspillet mellem lastbil- og trailersalget. Ved at tilbyde kunderne en samlet løsning – også finansielt – skaber Ejner Hessel en mere sammenhængende og værdiskabende kundeoplevelse.
Samtidig oplever familievirksomheden en stigende interesse fra kunder, der ikke nødvendigvis kører med Ejner Hessels lastbilsmærker, men som aktivt vælger virksomheden som trailerleverandør.
– Vi ser også kunder komme til os alene på baggrund af vores trailerprogram. Det bekræfter os i, at vi bliver opfattet som en seriøs samarbejdspartner med stærke produkter, siger Henrik Korsdal Pedersen.
Fortsat momentum i 2026
Den positive udvikling er fortsat i starten af 2026, hvor ordretilgangen allerede er stærk. Blandt andet er der indgået en aftale om levering af 100 trailere til en kunde over de næste fem år.
Derudover forventer Ejner Hessel at styrke sin synlighed gennem deltagelse på centrale brancheevents som Novo Transport i Lillestrøm og Elmia Transport i Jönköping.
Med en stærk produktpakke, konkurrencedygtige priser og et skærpet fokus på trailersalget står Ejner Hessel solidt positioneret til at fortsætte væksten.
I dag repræsenterer Ejner Hessel en bred vifte af stærke trailerbrands, herunder CMT, Pachton, Broshuis og Leci.
Trailerforretningen er med andre ord ikke bare i udvikling – den er i fuld acceleration.

