En ny elkedel er netop kommet i drift på Ege Carpets fabrik i Herning. Det giver en besparelse på knap 1500 tons CO2 om året, hvilket svarer til 40 procent af Ege Carpets CO2-udledning.
Den danske tæppeproducent Ege Carpets har i samarbejde med den globale teknologivirksomhed Siemens A/S omstillet fra gas til el i dampkedlen på fabrikken i Herning.
CEO i Ege Carpets, Rune Stephansen, glæder sig over, at dampkedlen er blevet eldreven på fabrikken i Herning, som er et led af virksomhedens plan om at gøre produktionen så skånsom for miljøet som muligt.
“Det er helt afgørende for os at mindske vores miljøaftryk. Vi har et mål om at nedsætte CO2-udledningen på vores fabrikker markant inden 2030, så det er et vigtigt skridt på vejen, at vi nu har fået en elkedel på vores fabrik i Herning,” siger Rune Stephansen.
“Der ligger dyb ingeniørkundskab bag løsningen, så vi er i Siemens stolte af, at vi sammen formår at reducere 40 procent af Ege Carpets CO2-udledning. Det har været inspirerende at arbejde sammen med en kunde, der tænker så langsigtet og strategisk på klimadagsordenen, og vi håber, at det kan appellere til andre producenter i fremstillingsindustrien at tage skridtet,” siger Lars Nielsen, salgsdirektør i Siemens.
I forbindelse med ambitionen om at gøre produktionen mere skånsom for miljøet har Ege Carpets blandt andet haft fokus på genanvendelse af materialer, vedvarende energi og genbrug af vand. Tidligere på året fik Ege Carpets godkendt sin klimaplan af Science Based Targets initiative (SBTi). Med godkendelsen kan Ege Carpets dokumentere, at selskabet sætter ambitiøse klimamålsætninger i overensstemmelse med den nyeste klimaforskning.
“Det ligger i vores DNA at arbejde med bæredygtige tiltag, og vi har længe haft fokus på at reducere vores produktions klima- og miljøaftryk. Med elektrificeringen af kedlen på fabrikken i Herning har vi passeret endnu en milepæl, men det stopper ikke her. Vi har høje ambitioner og vil blive ved med at gøre vores produktion endnu mere skånsom,” siger Rune Stephansen.
Ege Carpets indvier den nye elkedel på fabrikken i Herning ved en reception med taler og besøg af blandt andet borgmester i Herning Kommune, Dorte West.