Der er blevet handlet i den danske entreprenørbranche, hvor Celero Danmark har opkøbt Clausen Service ApS.
Entreprenørfirmaet Celero Danmark, der har base på Amager, har valgt at opkøbe deres fast samarbejdspartner Clausen Service ApS. Celero Danmark A/S, beskæftiger sig med skadesservice og er en del af entrepenørkoncernen Jensen Gruppen.
Hvis man spørger den adm. direktør for Celero Danmark A/S, Line Bang Nielsen, så er opkøbet startskuddet for den strategi, de i virksomheden har lagt.
”Vi er stadig relativt nye på markedet, og forsikringsselskaberne har taget rigtig godt imod vores metode og fremgangsmåde. Faktisk så godt, at vi nu tager næste skridt i vores strategi og får flere interne kræfter. På den måde kan vi fortsætte med at være attraktive på priser og samtidig fokusere endnu mere på at gøre det simpelt for forsikringsselskaberne,” siger hun.
Kraftig vækst
Grundet opkøbet af Clausen Service ApS overføres alle aktiviteterne og medarbejderne til Celero Danmark A/S.
Organisationen går dermed fra at være to til at være 20 ansatte, og de vil samtidlig samarbejde med alle de virksomheder, der opererer i Jensen Gruppen og andre eksterne underentrepenører. Det svarer til, at de i gennemsnit beskæftiger 150 håndværkere hver dag.
“I dag løser vi alt fra skadesbegrænsning i den akutte fase til genopførelsen af ejendommen i forsikringssager. Det vil vi også gøre i morgen, men flere af opgaverne vil nu blive håndteret direkte in-house i Celero. Taksatorerne vil møde mange af de samme medarbejdere og vil stadig være i lige så trygge hænder,” siger Line Bang Nielsen og fortsætter:
“At vi får en større og stærkere organisation, er med til at fremtidssikre Celero og gør, at medarbejderne nu indgår i et større fagligt miljø med fokus på forsikringsskader. Det vil styrke Celeros værdier. Det er nemlig noget helt andet, når man møder mennesker, der har mistet deres hjem. Vi vil fortsætte med at opbygge en stærk faglighed og organisation omkring at hjælpe forsikringstager og skadelidte hurtigt og trygt hjem.”
Overtagelsen fandt formelt sted ved årsskiftet, men planen er, at der frem mod sommeren skal sikres, at sammenlægningen kommer på plads under ordentlige forhold. Parterne ønsker ikke at offentliggøre købesummen.