Der hviler et stort ansvar på lederens skuldre, om at skabe skabe og sikre god adfærd og tryghed på arbejdspladsen. Erhvervspsykolog Ditte Darko kommer her med tre råd til, hvordan man som leder griber dette an.
Som leder spiller du en utrolig vigtig rolle for at være med til at understøtte et psykologisk trygt arbejdsrum. Men hvilke former for ledelsesadfærd skal der egentlig til for at trygheden på jobbet får de bedste betingelser?
Din adfærd påvirker dine medarbejdere – og kort og godt, så er der en sammenhæng mellem det, du siger og gør, og hvor trygge dine medarbejdere føler sig.
Tre gode råd
Undersøgelser viser, at især tre former for ledelsesadfærd kan være med til at forstærke en oplevelse af psykologisk tryghed. Disse former for adfærd handler om at være nysgerrig, støttende og tilpas udfordrende.
Ditte Darko er selvstændig erhvervspsykolog og samarbejder med en lang række private og offentlige virksomheder, fagforeninger og ministerier, og giver her tre råd til, hvordan du som leder griber disse tre emner an.
- Nysgerrighed
At være nysgerrig handler f.eks. om at huske at spørge sine medarbejdere om deres input og tanker, og helt generelt at være interesseret i medarbejderes syn på problemstillinger, der påvirker dem.
- Støttende
At være støttende handler om at udvise interesse og støtte over for sine medarbejdere. Ikke kun som ansatte, men som hele mennesker og individer. Det gør, at den enkelte føler sig set og hørt.
- Tilpas udfordrende
At være tilpas udfordrende handler om at opfordre og opmuntre sine ansatte til at turde mere end de umiddelbart tror, de kan, og at støtte dem i at udvikle sig. F.eks. udfordre deres antagelser om, hvordan arbejdet kan gøres.
Det, at skabe psykologisk tryghed, er helt sikkert nemmere sagt end gjort. Som leder anbefaler jeg, at du starter med at kigge indad og spørge dig selv; “Hvordan jeg kan udvise nysgerrighed, støtte og være tilpas udfordrende over for dine medarbejdere i hverdagen?”