Prisstigninger og mangel på materialer får nu også konsekvenser for bygherrer og husbyggere landet over, der må indstille eller udskyde byggeprojekter. Og det vil koste på bundlinjen, mener direktør.
“Det har simpelthen utrolig store konsekvenser, hvis man ser ud over branchen som helhed. Det må man sige. Mange bygherrer og investorer sætter projekter på i bero eller opgiver dem helt, da det økonomisk ikke hænger sammen mere,” siger Svend Pedersen, adm. direktør i entreprenørvirksomhed HHM, og formand for Nyhussektionen under Dansk Industri.
Krisen er reel, og den kan blive for stor en udfordring for enkelte virksomheder.
Svend Pedersen.
Han ser en tydelig tendens i, at mange både købere og parcelhusbyggere i disse dage er skræmte over situationen med prisstigninger og materialemangel, hvilket giver en mindre efterspørgsel i branchen generelt, men i særdeleshed på byggerier af enfamiliehuse landet over.
For mens priserne på materialer steg markant i sommeren og efteråret 2021, oplevede branchen også, at priserne faldt igen ved årets udløb. Siden februar har priserne dog været på himmelfart igen, og det mærkes på byggepladserne i dag.
Familiehuse er en anden historie
“Vi oplevede en rekordstor efterspørgsel sidste år, og den kurve er helt klart knækket i år. Byggebranchen har dog stadig nok at lave, da alle kontrakter jo skal færdiggøres, men der er ingen tvivl om, at ordrebogen er tyndere nu, end den var på samme tidspunkt for et år siden,” siger Svend Pedersen.
Tidligere på måneden meldte entreprenørfirmaet Eurodan Huse ud, at de, grundet mangel på materialer og arbejdskraft og prisstigningerne på materialer, så sig nødsaget til udskyde flere byggeprojekter. Det er alt sammen afledte konsekvenser af blandt andet krigen i Ukraine, der giver leveranceproblemer både af materiale til Danmark, og af materialer til producenter rundt om i Europa.
Alligevel mener Svend Pedersen ikke, at der er grund til panik.
“Hvad angår familiehuse, så tror jeg ikke, det vil få de store konsekvenser for branchen som helhed. Priserne vil ikke ændre på indtjeningen, da vi arbejder med fastpriskontrakter, men det er klart, at det vil give et lavere resultat. Men det vil selvfølgelig være til stor gene for dem, der får udskudt deres byggeprojekt, og det er meget beklageligt.”
Selvom han ikke frygter konsekvenserne for entreprenører eller branchen som sådan, så lægger han ikke skjul på, at krisen kan ende med at blive meget dyr for de virksomheder, der i forvejen har udfordringer på bundlinjen.
“Sådan vil det altid være. Krisen er reel, og den kan blive for stor en udfordring for enkelte virksomheder. Det håber jeg ikke sker, men som markedet er lige nu, kan det blive en konsekvens.”