Der eksporteres stadig mere mode fra Danmark til resten af verden, men flere på flere nøglemarkeder kæmper danske brands med at holde fast i sin position.
43 milliarder kroner.
Så meget lød den samlede danske eksport fra danske modevirksomheder på i 2022, og det er hele 28 procent mere end i 2021 og dermed en ny rekord for eksporten af tøj, som er blandt de vigtigste kategorier i dansk vareeksport. Så langt så godt.
Anderledes ser det dog ud, når vi kigger på det første halvår af 2023, hvor mode-eksporten har haft anderledes drøje kår. Her er eksporten kun sneget med én sølle procent, og på visse nøglemarkeder er udviklingen ikke positiv.
Faktisk er eksporten til Tyskland faldet med tre procent, mens eksporten over sundet til Sverige viser et fald på tre procent.
”Den svenske krone er lav, og forbrugerne i både Tyskland og Sverige er meget tilbageholdende. Det mærker de danske modevirksomheder konsekvenserne af, og når Tyskland tegner sig for 27 procent af den samlede mode-eksport, påvirker det branchen markant,” siger Michael Hillmose, international chef i brancheorganisationen Dansk Mode & Textil.
Samtidig viser tallene, at eksporten til Norge, England og Italien også er faldet, og det kan være dårligt nyt for branchen, der tjener omkring 70 procent af sine penge på eksport til udlandet. Michael Hillmose understreger dog, at eksporten kommer fra et meget højt niveau i 2022, og at det ikke var forventet af vækstraterne fra 2022 ville fortsætte i år.
”På nuværende tidspunkt forventer vi ikke en tilbagegang, nærmere stilstand i branchens omsætning. Men det er en udfordrende tid, og derfor også svær at spå om. Branchens virksomheder skal håndtere stigendende omkostninger, uforudsigelig forbrugeradfærd og forandringer i detailhandlen, og det stiller store krav til deres omstillingsevne, som heldigvis er en styrke i den danske modebranche,” siger han.