Det ledende danske investerings- og udviklingsselskab Urban Partners har netop rejst 1 mia. kr. i første close af ny fond, der har fokus på grøn alternativ finansiering til ejendomsmarkedet.
Urban Partners, et ledende dansk investerings- og udviklingsselskab med 150 mia. kr. under forvaltning, har netop rejst 1 mia. kr. i en ny fond for selskabets ene forretningsben, den alternative kreditrådgiver Velo Capital. Den nye fond hedder Velo Mezzanine Credit Fund, eller ‘VMC’, og skal levere alternativ grøn finansiering for at sætte skub i den grønne urbane omstilling i Nordeuropa. Og det har et særligt stort potentiale lige nu, siger Urban Partners’ CEO Claus Mathisen:
“I det eksisterende marked trækker nogle banker sig tilbage og efterlader et finansieringsgab, der giver betydelige muligheder for alternative långivere. Forretningsmulighederne er enorme, og med denne nye fond ønsker vi at demonstrere, hvordan alternative kreditløsninger kan drive en grøn finansieringsbølge med den urbane udvikling i fokus,” siger Claus Mathisen.
VMC sigter mod et internt afkast på over 10 pct. gennem investering i ejendomsudvikling og eksisterende aktiver på tværs af Nordeuropa, herunder Tyskland og Norden.
Grøn udvikling og nye markeder
Urban Partners udgøres af fire investeringsvertikaler, som foruden kreditrådgiveren Velo Capital tæller ejendomsinvestoren NREP, venturekapitalfonden 2150 og den private kapitalfond Luma Equity. Sammen skal de sætte skub i den urbane udvikling med særligt fokus på at dekarbonisere det byggede miljø og nytænke byerne ved at løse de sociale, økonomiske, sundhedsmæssige og miljømæssige udfordringer, som byer står over for. Og det formål understøtter både Velo Capital og VMC ved at fokusere på grøn finansiering.
“For at ejendomssektoren kan opnå nuludledning, har vi brug for en massiv allokering af kapital til bygninger og byer. Den grønne omstilling skal være tre gange hurtigere end i dag,” siger Claus Mathisen.
Med 10 års erfaring med alternative ejendomskreditter rådgiver Velo Capital i dag eksklusivt tre aktive fonde med aktiver for ca. 7,5 mia. kr. under forvaltning. VMC er dermed Velo Capitals fjerde fond.
“Hos Velo Capital tror vi på, at vi har de rette kompetencer til at være en fleksibel, langsigtet partner og til at spille en afgørende rolle i den grønne omstilling. Vores filosofi og processer inden for investeringsrådgivning er struktureret til at sikre, at vi kan levere helhedsorienterede løsninger med en dybdegående tilgang til formueforvaltning og risikovurdering, lokalt markedskendskab og stærke branchesamarbejder. Vi ser frem til at hjælpe vores kunder med en stærk grøn udvikling eller transformation af eksisterende aktiver,” siger Emanuele Bena, Managing Partner i Velo Capital.
Velo Capitals fonde har hidtil haft fokus på ejendomsaktiver i Tysklands største byer. Nu vil VMC dog arbejde ud over de tyske grænser og søge ind på andre nordeuropæiske markeder.
Det første close i VMC tiltrak kapital fra en række af Urban Partners’ eksisterende institutionelle investorer. Fonden har et mål om at rejse 600 mio. euro, svarende til knap 4,5 mia. kr., og forventer et final close i første halvdel af 2024.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk