Det danske luftfartselskab, DAT, lukker fra december sin rute fra Karup i Midtjylland. Ruten blev aldrig den håbede succes.
Ikke alle drømme går i opfyldelse, må man nu sande ved danske DAT, der nu vælger at lukke sin rute fra Karup til København. Grunden skal findes i dårlige passagertal.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Jesper Rungholm, direktør i DAT, forklarer, at man hos DAT er meget ærgerlige over lukningen af ruten, som man ellers havde store forventninger til, da man for syv år siden overtog ruten.
Dengang håbede man på op mod en kvart million passagerer om året – et tal, der har vist sig umuligt at nå. Tværtimod var der i 2022 ikke udsigt til mere end 20.000 passagerer på ruten.
”Vi har heldigvis en god dialog både med mulige nye samarbejdspartnere til at beflyve ruten og med det lokale erhvervsliv, så vi sikrer, at de flyvninger, som en ny operatør skal levere, er attraktive for de rejsende,” siger Ulrik Wilbek, der er borgmester i Viborg og bestyrelsesformand i Karup Lufthavn.

