Dansk Erhverv opruster og ansætter i den forbindelse Gitte Lillelund Bech som direktør for markeder og Casper Klynge i en nyoprettet stilling som vicedirektør med ansvar for bl.a. det digitale område.
”Jeg er meget glad for at kunne præsentere Gitte Lillelund Bech og Casper Klynge som kommende top-medarbejdere i Dansk Erhverv. De har begge tunge faglige profiler og et kæmpe netværk, hvilket vil gøre en stor positiv forskel for vores organisation,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Ansættelsen af de to nye profiler sker på baggrund af den markante medlemsvækst, man har oplevet ved Dansk Erhverv gennem de seneste år.
Løfte organisationen
Med en fortid som bl.a. forsvarsminister og direktør for Danske Havne, kommer Gitte Lillelund Bech med betydelig erfaring, og hun har seneste siddet i en stilling som director og partner i Advice A/S.
”Dansk Erhverv har været igennem en rivende udvikling de seneste år, både i forhold til medlemmerne og i forhold til at være ledende erhvervsorganisation. Det tror jeg, at alle, der følger med i politik og dansk erhvervsliv, er fuldt ud klar over. Jeg glæder mig derfor meget til at komme i gang med den store og spændende opgave, der ligger foran mig – nemlig i samarbejde med hele organisationen løbende at gøre Dansk Erhverv endnu bedre,” siger Gitte Lillelund Bech.
Casper Klynge starter d. 1. oktober i en nyoprettet stilling som vicedirektør i Dansk Erhverv med ansvar for det digitale område både internt og eksternt samt Salg og Regional afdeling. Han kommer fra en stilling som Vice President i Microsoft.
Han har stærk erfaring fra en række bestyrelsesposter, herunder i Digital Europe, og han har tidligere arbejdet mange år i udenrigstjenesten, EU og NATO herunder som ambassadør i Indonesien samt som Danmarks techambassadør i Silicon Valley.
”Jeg har haft fornøjelsen af at følge og samarbejde med Dansk Erhverv i mere end et årti. Det er helt rigtigt set af Dansk Erhverv, at det digitale område gøres til en absolut hovedprioritet samtidig med, at koblingen til andre områder styrkes. Store forandringer er undervejs i samfundet på grund af den teknologiske og digitale udvikling, som vi endnu kun har set begyndelsen af. Kombineret med en bølge af ny regulering åbner det enorme muligheder, men også udfordringer, for danske virksomheder. Jeg glæder mig til sammen med alle kollegerne i Dansk Erhverv at gå forrest i at få indfriet de store ambitioner og muligheder i forhold til den digitale dagsorden,” siger Casper Klynge.

