Der er rullet millioner ind på bankontoen hos Herslev Bryghus, der efter en succesfuld crowdfundingkampagne nu vil åbne et nyt spisehus.
Med hjælp fra Coop Crowdfunding er det lykkedes Herslev Bryghus at rejse millioner i en kampagne, hvor 265 private har doneret mellem 1000 og 5000 kroner til bryghuset.
Det har betydet, at bryghuset har skaffet midler til at åbne det spisehus, der har været på tegnebrættet gennem længere tid.
”Når vi finansierer et projekt gennem kunderne, knytter vi et bånd til dem, og giver dem indflydelse. Jeg kan tydeligt mærke – fra vores tidligere crowdfundinglån – at de mennesker, der har været med til at yde lånet føler et ejerskab både ift. til stedet her, men også til projektet og idéen,” siger Tore Jørgensen, der i 2004 tog springet fra at være landmand til at grundlægge bryghuset.
For Tore Jørgensen var der, udover det økonomiske aspekt af crowdfunding-kampagnen, også et andet aspekt, han gerne ville være med til at bevise med denne kampagne. Nemlig, at man som mindre virksomhed ikke må lade sig begrænse af lånemuligheder.
“Og så handler det for os meget om det demokratiske aspekt i at låne penge af flere i stedet for af banken,” siger han i en pressemeddelelse.