I fremtiden bliver det nemmere og hurtigere at lade bilen op i Sønderjylland. Ladeoperatøren Clever har besluttet, at landets største ladepark skal ligge i Aabenraa.
Efterspørgslen på en ordentlige ladestruktur uden for de store byer, har længe været et vigtigt emne i debatten om elbiler, og mange har ment, at den mangelfulde infrastruktur er en stor hindring for, om folk vælger at investere i en elbil.
Netop derfor har Elever valgt at kigge mod Sønderjylland. Regionen har indtil videre haft en mindre udbygget infrastruktur omkring ladestandere end mange andre dele af landet. men nu kan sønderjyderne se frem til at få landets største ladepark. Den offentlige lynladestation får adresse ved motorvej E45 ved Rødekro/Brunde, på Egevej 8 i Aabenraa, hvor elbilister på farten hurtigt og nemt kan få strøm til at køre videre ud i landet.
”Vi ved, at sønderjyderne længe har efterspurgt bedre lademuligheder, og derfor er vi rigtig glade for at kunne give ladeinfrastrukturen i landsdelen en solid opgradering. Rigtig mange sønderjyder har mulighed for at få etableret ladebokse derhjemme, så de er ikke så afhængige af offentlige ladepunkter, men vi ved også, at mange i hverdagen er afhængige af lynhurtig opladning på farten, og så er der samtidig et behov hos de elbilister, der planlægger at køre sydpå,” siger Casper Kirketerp-Møller, direktør i Clever.
Placering betyder alt
Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech, der bistår Clever med at finde grunde i hele landet, hvor lynladestationerne skal bygges. Om den specifikke erhvervsgrund siger Morten Rask Koch Dahl, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aabenraa.
“Det er en super lokation og faktisk det eneste sted i området, hvor det giver mening at være placeret i forhold til lademuligheder. Rejsende og sønderjyder får fremover glæde af den største lynladestation i et trafikalt knudepunkt. Mens kunderne lader, er der masser af prominente naboer at besøge som fx Harald Nyborg, Circle K, Biltema, McDonalds, Burger King og Davidsen.”
Lynladestationen i Aabenraa forventes at stå klar senest i Q3 2023, og den bliver en i rækken af flere lynladestationer i landet, som Clever forventes at indvie i løbet af det næste års tid. Således forventer selskabet at åbne lynladestationer i København, Thisted, Nørresundby og Maribo.

