I Odense har den lille litteraturvirksomhed, Book in a Box til huse. De sælger bogpakker med engelsksprogede fantasybøger på abonnement, og ifølge grundlæggeren er der store muligheder i netop fantasy-genren, der er blandt de mest læste i landet.
Kan man få en forretning ud af at sælge specialdesignede fantasybøger, der ovenikøbet sælges på engelsk og ikke på dansk?
Ja, hvis man spørger Cecilie Rosenlyst Skov, der er grundlægger af startup-virksomheden Book in a Box, der hver anden måned udsender bogpakker til sine ca. 350 abonnenter – pakker, der indeholder bøger og små eksklusive gaver, alt efter hvilket abonnement, man har valgt.
“Det er især kvinder mellem 18 og 35 år, der elsker fantasy og foretrækker at læse på engelsk, og fantasygenren har oplevet en stigende interesse for smukt designede bøger, specielt i USA, men også i Danmark. Vi kan ikke konkurrere med store boghandlere som Saxo og Amazon, men vi kan udvælge de bedste titler og udgive special editions, der gør bøgerne til samlerobjekter,” siger hun.
Potentiale i Danmark
Selvom der de senere år har været en bekymring for, at trykte bøger ville tabe sit store publikum til lydbøger og anden teknologi, så er salget af fysiske bøger faktisk stadig stærkt i Danmark – især inden for fantasy-genren.
Ifølge Cecilie Rosenlyst Skov er genren en af de tre største og mest læste herhjemme og har oplevet bølger af popularitet, først med Harry Potter og Twilight og senere med Hunger Games og lignende serier.
“Ideen til at etablere Book in a Box kom under mit studie på litteraturvidenskab, hvor jeg skrev både min bachelor om populærfiktion og mit speciale om bogbox-kulturen. Der var dyrt at få bogboxe sendt helt fra USA, og der var ikke et godt alternativ i Danmark,” siger hun.
I løbet af foråret begynder Book in a Box at sende pakker ud til sine abonnenter hver måned, fremfor hveranden, men konceptet bliver ellers det samme, og grundlæggeren har ingen planer om at bøgerne, der sendes ud, fremover skal være dansksprogede.
“Nej, det er ikke planen. Markedet i Danmark er for lille. De fleste fantasylæsere foretrækker at læse på engelsk, og selvom der udgives dansk fantasy, er det ikke noget, vi fokuserer på. Dder er simpelthen ikke nok relevante bøger på dansk til at understøtte vores koncept.”
Hun fortæller videre, at man hos Book in a Box forventer at runde 400 abonnenter i løbet af marts måned.