Den danske fintech-virksomhed Cardlay har fået en kapitalindsprøjtning på 40 mio. kr. og har samtidig tiltrukket en af Europas bedste IT-direktører. Dermed er virksomheden kommet to store skridt tættere på at blive verdens mest attraktive og foretrukne betalingspartner til erhvervskunder.
Med en kapitalindsprøjtning på 40 mio. kr. er den danske fintech-virksomhed Cardlay nu gearet til at tage de næste skridt på deres ambitiøse vækstrejse. Kapitalindsprøjtning er skudt ind via Cardlays nuværende investorer, og skal bruges til at færdiggøre en integreret løsning til kommerciel betaling, integrere endnu en stor, international bank i porteføljen og levere en stor ordre til en tysk kunde.
Cardlay er en utrolig interessant og spændende virksomhed med attraktive samarbejdspartnere, dygtige medarbejdere og en ambitiøs vækststrategi
Morten Gade Christensen, IT-direktør.
”Kapitalindsprøjtningen er et fantastisk rygstød fra vores nuværende investorer, der viser deres ubetingede tro på og opbakning til vores vækststrategi,” siger Jørgen Christian Juul, CEO i Cardlay, der er en dansk B2B fintech-partner indenfor betalingstjenester og infrastruktur til virksomheder. Den københavnsk baserede virksomhed leverer skalerbare white-label løsninger, der muliggør, at banker, kortudstedere, processorer og andre finansielle institutioner kan forblive relevante og betjene deres kunder med de nyeste intelligente løsninger.
Med den nye kapitalindsprøjtning kan Cardlay fortsætte rejsen mod at blive verdens mest attraktive og foretrukne betalingspartner til erhvervskunder. Ambitionen skal indfries gennem Cardlays innovative løsninger, der leverer en integreret og sikker brugeroplevelse til banker og kortudstedere.
”Vi skal fortsat levere integreret betalings- og udlægsinfrastruktur til globale partnere som SAP Concur og FIS. Samtidig skal kapitalindsprøjtningen bruges til at færdigudvikle en integreret løsning til kommerciel betaling, der gør det nemmere for virksomheder at integrere budgetter, godkendelsesprocesser, betalinger og afstemning i et sikkert, enkelt og automatiseret flow, hvilket minimerer fejl og svindel. Endelig står vi overfor at integrere endnu en stor, international bank i porteføljen og levere en stor ordre til en tysk kunde,” siger Jørgen Christian Juul.
Tiltrækker en af Europas bedste IT-direktører
Til at stå i spidsen for den teknologiske del af vækstrejsen har Cardlay tiltrukket Morten Gade Christensen som ny IT-direktør. Morten Gade Christensen har 19 års erfaring fra executive level med ansvar for IT og udvikling i globale virksomheder og kommer med domæneviden fra blandt andet Bankdata og Energinet. Desuden er han tidligere blevet kåret som både Danmarks og Europas bedste IT-direktør.
”Timingen for ansættelsen af Morten er optimal. Han kommer med en viden og en indsigt, der er helt uvurderlig for vores næste skridt, og han er den helt rigtige til at bygge bro mellem den kommercielle og den teknologiske del af virksomheden, som han skal stå i spidsen for at videreudvikle. Samtidig kan han opbygge en organisationen og tiltrække stærke kompetencer, hvilket bliver nødvendigt,” siger Jørgen Christian Juul, der forventer, at Cardlay i løbet af 2022/23 skal mere end fordoble antallet af medarbejdere.
Cardlays nye IT-direktør glæder sig til at bidrage til virksomhedens fortsatte vækstrejse.
“Cardlay er en utrolig interessant og spændende virksomhed med attraktive samarbejdspartnere, dygtige medarbejdere og en ambitiøs vækststrategi, der flot bliver bakket op af virksomhedens investorer. Det har jeg stor respekt for, og jeg glæder mig til at fortsætte og udvikle strategien med stort fokus på at sikre kvaliteten af Cardlays produktportefølje og drift til fremtiden,” siger Morten Gade Christensen, der sætter sig i IT-direktørstolen 1. juni 2022, hvor han tager over efter Jens Sørensen, der fortsætter som adm. direktør hos Kontolink.

