Danske Aquaporin skifter ud på posten som CEO i selskabet, som blev børsnoteret i sommeren 2021. Ny mand på topposten fra 1. januar 2022 er den hidtidige CCO og viceadministrerende direktør, Matt Boczkowski, mens selskabets stifter og CEO frem til nu, Peter Holme Jensen, udnævnes til Chief Innovation Officer hos Aquaporin og får det fremtidige ansvar for virksomhedens Deep Tech-afdeling og Open Innovation.
Rotationen i Aquaporins øverste ledelse sker samtidig med, at selskabet har offentliggjort regnskabet for Q3. Regnskabet viser, at Aquaporin – som de fleste andre internationale virksomheder – oplever udfordringer i forsyningskæderne i kølvandet på Corona-pandemien. På trods af dette har Aquaporin fået gang i salget af selskabets patenterede vandrensningsløsninger.
Mængden af tålmodighed og fokus, der kræves gennem årene for at udvikle Aquaporin fra en forsknings-virksomhed til en kommerciel virksomhed, skal ikke undervurderes.
Niels Heering, Bestyrelsesformand i Aquaporin
Bestyrelsesformand Niels Heering glæder sig over det kommercielle gennembrud samtidig med, at han takker Peter Holme Jensen for at have flyttet Aquaporin fra at være en forskningsvirksomhed til at være en kommerciel virksomhed.
“På trods af Corona-udfordringerne har vi nu fået bevist, at der er et kommercielt potentiale i vores banebrydende udvikling af vandrensning. Peter Holme Jensen har skabt noget, vi ser alt for sjældent i dag; mængden af tålmodighed og fokus, der kræves gennem årene for at udvikle Aquaporin fra en forskningsvirksomhed til en kommerciel virksomhed, skal ikke undervurderes. Peter Holme Jensen har haft en klar vision fra begyndelsen, og jeg er overbevist om, at Matt Boczkowski er den ideelle nye administrerende direktør til at fortsætte med at gøre denne vision til virkelighed og tage Aquaporin til næste niveau. Jeg er utrolig glad for, at Peter Holme Jensen vil fortsætte som Chief Innovation Officer og fortsætte med at tilføje værdi til Aquaporins forretning og kultur,” siger Niels Heering.
Stærk ordreaktivitet
Han forklarer, at Aquaporin forventer en stærk ordreaktivitet for 4. kvartal af 2021. Dette positive momentum ses primært i forretningsområderne Drikkevand og Industrielt spildevand, hvor forventningen er at øge ordrebogen til 15-20 mio. kr. for hele 2021.
“Men vi står også over for udfordringer i forsyningskæden, der kan forsinke nogle forsendelser ud af 4. kvartal og er vidne til en længere end forventet beslutningsproces om nogle muligheder med høj sandsynlighed. Selvom den kommercielle aktivitet er væsentligt højere i forhold til tidligere år, hælder vi til den forsigtige side, når det kommer til vores evne til at indregne omsætning. I stedet vælger vi at vejlede i intervallet 6-10 mio. kr., mens vi øger ordrebogen for 2022 med ikke-afsendte ordrer og længerevarende kommercielle forhandlinger.
Aquaporin modtog i starten af juli en ordre fra det tyrkiske konglomerat Vestel om systemer til rensning af drikkevand i private hjem. Det er den største enkeltordre i Aquaporins historie, og fulgte i Q3 opdateringen op med endnu en signifikant ordre på flat sheet med et globalt consumer brand i Kina.
Aquaporin blev stiftet af Peter Holme Jensen i 2005, og teknologien i selskabet er baseret på et protein af samme navn som firmaet. Proteinet, aquaporin, findes i alle levende celler, tillader alene gennemstrømningen af vandmolekyler og er derfor ekstremt velegnet til vandbehanding. Man kender blandt andet aquaporiner fra funktionen af vores nyrer. Virksomheden har udviklet en teknologi til at fremstille proteinet og påføre det på membraner, som kan bruges til at rense vand i en bred række applikationer inden for både drikkevand og i en industriel kontekst.