Flere danske erhvervsorganisation bakke rop om den politiske aftale om udbuddet af tre nye havvindsprojekter.
Der lyder rosende ord fra flere danske erhvervsorganisationer om den nye politiske aftale, der sender tre nye havvindmølleprojekter i udbud. Ifølge TEKNIQ er disse helt afgørende for at gøre Danmark energimæssigt uafhængige af omverden – og sikre klarhed om statsstøtten.
“Det er godt nyt for den samlede danske vindsektor, at der nu er klarhed omkring, hvordan de fremtidige havvindsudbud kommer til at se ud. Vi er i det tekniske erhvervsliv særligt glade for, at man melder så klart ud med hensyn til statsstøtte, som er en nødvendighed for at sikre vores energipolitiske uafhængighed,” siger Troels Blicher Danielsen, administrerende direktør i TEKNIQ.
Også hos den grønne energis egen organisation, Green Power Denmark, bliver der nikket anerkendende til den nye aftale.
Her mener man, at de kommende havvindmøller vil indgå i konkurrence med den eksisterende og kommende energiproduktion og -import. Og så længe elektrificeringen af energiforbruget foregår så langsomt, som det desværre er tilfældet, vil der være kannibalisering af markedet for grøn strøm. Nye havvindmøller må ikke ende med at slukke for opstillede møller, der allerede leverer den grønne strøm, vi bruger i dag.
Derfor er der behov for et markant gearskifte i elektrificeringen. I industrien går det for langsomt med at omstille produktionen fra at køre på fossile brændsler til elektricitet, ligesom der ligger et kæmpe uudnyttet potentiale i at elektrificere fjernvarmen samt udfase gasfyr fra boligopvarmningen og erstatte med en elektrisk varmepumpe.
“Årsagen til, at vi stiller vindmøller og solceller op, er for skabe ”brændstoffet” til et elektrisk Danmark og gøre os uafhængige af importeret energi. Derfor bør netop elektrificeringen nu få førsteprioritet. Et samfund drevet på strøm, som vi selv producerer på land og til havs, er både mere konkurrencedygtigt, sikrere og grønnere. Derfor er det både vigtigt og rigtigt, at politikerne nu forpligter sig på at fremme et elektrisk Danmark,” siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
For Dansk Metal er det afgørende, at havvind bliver tænkt sammen med både europæisk forsyningssikkerhed og udviklingen af dansk produktion og teknologi.
”Den grønne omstilling skal styrke vores europæiske forsyningssikkerhed, både i forhold til at sikre grøn strøm, men i særlig grad inden for produktionen af kritiske komponenter – og dermed gøre os mere uafhængige af udlandet. Derfor skal vi udnytte muligheden for både at skabe nye og fastholde industriarbejdspladser herhjemme – hos de store spillere inden for vind, men også i hele kæden af underleverandører,” siger forbundsformand, Claus Jensen.

