Kirppu Loppesupermarkeder overstiger forventningerne og sætter ny rekord med over 300 mio. kroner i omsætning – og det sikrer 185 millioner kroner til stadelejerne.
Det forgangne år har været et godt et af slagsen hos Kirppu Loppesupermarkeder, der netop har fremlagt årsregnskabet for perioden 1. juli 2023 til 30. juni 2024, og resultaterne viser en markant fremgang, der overstiger virksomhedens egne mål.
Med en omsætning på over 300 millioner kroner har Kirppu både leveret og overgået forventningerne, hvilket understreger succesen med deres genbrugskoncept.
“Vi er utrolig stolte af, at vi kan hjælpe danskerne med at tjene penge på deres brugte ting og samtidig fremme fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi. Resultatet bekræfter den stigende interesse for genbrug og de mange fordele ved vores koncept, som gør det enkelt for folk at omsætte deres ejendele til kontanter,” siger adm. direktør, Morten Bøjland.
I regnskabet ses også den samlede udbetaling på over 185 millioner kroner til standlejere, der ønsker at sælge deres brugte ejendele i de i alt 28 butikker rundt om i landet. Kirppu har gennem det seneste år udvidet sin butikskæde markant, herunder med åbningen af butik nummer 28 i Skive og en planlagt butiksåbning i Esbjerg senere i denne måned.
Ifølge driftsdirektør Pernille Seidenfaden, har modtagelsen af de nye butikker oversteget forventningerne.
“Åbningen i Skive satte alle tidligere jyske rekorder med en fuldt booket butik og et væld af genbrugsfund. Over 3000 besøgende fra lokalområdet deltog, hvilket skabte både besøgs- og omsætningsrekord. Vi ser nu frem til at opnå lignende succes i Esbjerg og give endnu flere standlejere og kunder muligheden for at deltage i genbrugstrenden.”