Resultatet er på niveau med de budgetterede forventninger, om end marginalt lavere end 2023’s resultat på 31,4 mio. kr.
Et ganske godt årsregnskab er blevet afsluttet hos Thise Mejeri, der kan se tilbage på et år med et solidt overskud, der dog ikke helt når op på højderne fra 2023.
Omsætningen er steget svagt, ligesom i tidligere år, drevet af øget aktivitet, ændringer i kunde- og afsætningsmix samt udsving i mælkepriserne.
“Årets resultat og nøgletal betegnes overordnet set som tilfredsstillende og blev godkendt på gårsdagens generalforsamling i Thise Forsamlingshus. Men vi fik også en løftet pegefinger med hjem på mejeriet i forbindelse med fremlæggelse af mejeriets forventninger til 2025,” siger Per Godsk, adm. direktør.
Trods betydelige udsving i mælkepriserne de seneste tre år forblev mejeriets indtjening pr. kg standardmælk i 2024 næsten uændret fra 2023 og endte omkring 440 øre pr. kg.
“Mejeriets konkurrencekraft målt på den økologiske mælkepris – og merpris i forhold til deres konventionelle kollegaer ude på gårdene er under pres – og her har vi altså en bunden opgave som mejeri at levere en forbedring i forhold til 2024,” siger Per Godsk.