Det kan i mange tilfælde være penge direkte ud af vinduet, når danske virksomheder annoncerer i Google-søgninger. Det viser ny analyse fra Konkurrencestyrelsen.
Når du søger på Google, klikker du så oftere på annoncen, der kommer frem som det øverste, end på det samme link lidt længere nede, som ikke er en annonce?
Det er det spørgsmål, man som annoncerende virksomhed bør stille sig selv, når man kaster annoncekroner efter eks. Googles søgemaskine. For de fleste af os trykker på det øverste link, der oftest er en annonce. Dermed skal virksomheden betale Google for klikket, selvom den organiske søgning gav samme resultat.
Og det er i mange tilfælde penge ud af vinduet, viser nye tal fra Konkurrencestyrelsen. Analysen, tallene stammer fra, er foretaget ud fra et forbrugerbaseret eksperiment, fra en spørgeskemaundersøgelse og intet mindre end 30 mio. datapunkter. I 85 % af tilfældene kommer forbrugere ind på virksomhedens hjemmeside ved en søgning på virksomhedens navn.
Ved annoncering stiger dette til 90 %.
”Analysen finder, at mange klikker på den her annonce, selv om de normalt bare ville have klikket på det organiske resultat. Det betyder jo også, at virksomheden kommer til at betale for nogle klik, som den alligevel ville have fået,” siger Ann Sofie Vrang, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

