Det blev i slutningen af oktober oplyst, at Dansk Metal for fremtiden skal være overenskomstpart for navigatører i den danske søfart. “Et stort svigt af den danske aftalemodel,” lyder det nu fra Lederne Søfart.
Fronterne er trukket op i den danske søfart. For mens Dansk Metal, ifølge en pressemeddelelse fra Danske Rederier, i fremtiden skal stå som overenskomstpart for navigatørerne, så vækker dette alt andet end glæde hos fagforeningen, Lederne Søfart, der organiserer hovedparten af alle danske navigatører i den danske handelsflåde.
Fagforeningen organiserer ca. 80 % af de danske navigatører, svarende til omkring 2000 medlemmer af de i alt 2700 medlemmer, foreningen har under sine vinger.
”Lederne Søfart organiserer over 80 pct. af alle danske navigatører. Det er os, der har medlemmerne, som Metal vil forhandle løn- og arbejdsvilkår for. Det er helt uholdbart og et direkte og alvorligt svigt på spillereglerne i den danske model,” siger Jens Marquardt Sørensen, bestyrelsesformand i Lederne Søfart.
Bestyrelsesformanden mener samtidig, at der er tale om et svigt af navigatørerne, der ved Dansk Metals mellemkomst bliver sat uden for indflydelse i deres egen overenskomst.
”Otte ud af ti skibsofficerer får ingen indflydelse på deres egne løn- og arbejdsforhold, hvis det er Metal, der skal forhandle overenskomsten. Så jeg forstår godt, at navigatørerne føler sig groft svigtet. Det er ikke den måde, vi plejer at forhandle på i Danmark,” siger Jens Marquardt Sørensen.
Lederne Søfart har forsøgt at komme i dialog med Danske Rederier og Dansk Metal og frygter en konflikt, som kan ramme en stor del af verdenshandlen. Der er brug for forhandling, understreger fagforeningen.

