En aftale til omkring 40 millioner kroner er netop blevet underskrevet hos DanCann Pharma i Ansager. Aftalen er indgået med polske Storkpharm, og dækker i første omgang perioden fra 2024 til 2025 med mulighed for at tilføje 2026 til aftalen.
Det går hurtigt fremad for den danske cannabinoid-virksomhed, DanCann Pharma, der gennem det seneste år har indgået en række store og små aftaler.
Nu er endnu en aftale kommet på plads, og denne gang er det med den polske pharma virksomhed Storkpharm, omkring levering af biomateriale fra Biotech Pharm1 til det polske marked.
Storkpharm leverer gennem sit omfattende distributionsnetværk medicin, medicinsk udstyr, kosttilskud og kosmetik til blandt andre offentlige instanser i Polen. Storkpharm har en international profil og leverer således produkter til både Polen, Europa og lande udenfor Europa.
“Vi ser frem til at gøre forretninger med Storkpharm-teamet. Storkpharm er en væsentlig bidragyder til den europæiske farmaceutiske industri med et klart strategisk fokus på at forbedre deres medicinske cannabis forretningssektion. Et langsigtet partnerskab er baseret på tillid og fælles værdier, og DanCann Pharma er mere end tilfredse med denne underskrevne aftale og ser frem til de kommende år og samarbejde,” siger Jeppe Krog Rasmussen, administrerende direktør i DanCann Pharma.
Aftalen betyder grundlæggende set, at DanCann Pharma har indgået en aftale om at sælge og eksportere biomateriale til polske Storkpharm med hovedfokus på Tetrahydrocannabinol (THC) som aktivt indholdsstof. Storkpharm vil købe, importere, pakke, markedsføre og distribuere produkterne til den europæiske markedsplads for medicinsk cannabis.
Aftalen omfatter et bindende tilsagn på ca. 41 mio. danske kroner.

