Danske Leander, der især er kendt for at producere børnemøbler, er blevet solgt til den svenske koncern, Bare Collective. Koncernen ønsker at udvide sin portefølje af brands, der retter sig mod børnefamilier.
Stig Leander er manden bag det Silkeborg-baserede møbelband, Leander, der siden grundlæggelsen i 1998 har produceret børnemøbler. Nu har han solgt det livsværk, der også bære hans navn til den svenske koncern, Bare Collective, der udover Leander, også består af de svenske virksomheder Esska, ImseVimse, Jabadabado og Boob Design.
“Som håndværker og designer er jeg stolt af det, vi i Leander har formået at skabe og bygge op sammen – et unikt og eftertragtet sortiment af højkvalitetsprodukter, der virkelig gør en forskel i hverdagen for børn og deres forældre,” siger Stig Leander.
Efter succesfulde produktlanceringer i de senere år er teamet hos Leander vokset til 17 medarbejdere – og er nu rustet til at skabe yderligere vækst.
“Ved at blive en del af Bare Collective-familien tror jeg på, at vores produkter kan styrke båndet mellem endnu flere børn og deres forældre over hele kloden. Vi er trods alt stærkere sammen, og jeg ser frem til at fortsætte med at designe og udvikle Leanders produktsortiment – nu blot med endnu mere fokus, kraft og skala,” siger Stig Leander.
I dag sælger Leander sine produkter i over 30 lande – primært i Europa, men Australien og Japan er også nøglemarkeder.
Også hos Bare Collective er man glade for aftalen, og har desuden store planer for fremtiden med det danske børnemøbelsbrand.
“Leander har indtil nu foretaget en forbløffende rejse og leverer nu sine smukke produkter til kunder over hele verden. Når det er sagt, mener vi, de kun kradser i overfladen af, hvad de kan opnå,” siger Joakim Broms, Head of M&A and Business Development hos Bare Collective.

