Ny afgørelse fra Datatilsynet er dårligt nyt for danske netbutikker. 8 ud af 10 vil blive ramt afgørelsen, der viser, at Googles statistikværktøj kan ikke bruges uden supplerende foranstaltninger.
Èt af de mest udbredte værktøjer i de danske nethandler, viser sig ifølge ny afgørelse fra Datatilsynet af være ulovligt. Google Analytics lever ikke op til de europæiske GDRP-regler, og kan derfor som udgangspunkt ikke lovligt anvendes af danske virksomheder.
”Jeg vil umiddelbart vurdere, at mindst 8 ud af 10 virksomheder bruger Google Analytics, og blandt de små og mellemstore virksomheder er det formentlig endnu højere. Derfor er det ganske alvorligt for rigtig mange, at et så vigtigt redskab, som de fleste bruger på daglig basis, ikke uden videre kan bruges,” siger Carsten Rose Lundberg, fagchef for Digital Handel i Dansk Erhverv.
Han er ikke decideret overrasket over konklusionen, da lignende afgørelser fra fire europæiske lande har vist det samme, men han er bekymret for fremtiden for den danske nethandel.
Årsagen til Datatilsynets vurdering er, at Google sender oplysninger til servere i USA, som ifølge en afgørelse fra 2020 ikke er et sikkert 3. land.
Vink farvel til data
Skal man fortsætte med at benytte sig af Google Analytics i sin nethandel, så skal man kunne sikre sig, at dette vil ske inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne. Kan man ikke det, kan man blive nødsaget til at soppe brugen af værktøjet, der i dag er essentielt for mange netbutikker.
Èn af de vigtigste grunde til, at Google Analytics er blevet det mest benyttede værktøj af sin slags, er netop, at det er gratis, og derfor kan benyttes af alle. Skal netbutikkerne ud og finde alternativer, skal de have penge op af lommen for de værktøjer, der lever op til GDPR-lovgivningen.
Disse værktøjer vil betyde en ny omkostning for noget, der hidtil har været gratis, og samtidig vil det kræve oplæring og tilpasning af virksomheden til de nye værktøjer. Det er ressourcekrævende, og vil mest af alt ramme de små virksomheder på marekdet. Derudover står man til at miste samtlige af de data, man har samlet gennem Google Analytics.
”Det er for at sige det lige ud noget værre hø, for data har som udgangspunkt kun værdi, hvis det kan sammenlignes med noget. Derfor vil der gå lang tid, inden man kan sammenligne data igen, og det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man eksempelvis ikke ved, hvilke marketingtiltag, der virker,” siger Carsten Rose Lundberg.

