FOM Technologies har offentliggjort det bedste H1-resultat til dato med en omsætning, der lander 127 pct. højere sammenlignet med samme periode sidste år til et samlet niveau på 22 mio. kroner.
Der er travlt i FOM Technologies. Det viser det netop offentliggjorte halvårsregnskab med al tydelighed. Kundelisten er vokset betydeligt over de seneste halvår, og omfatter bl.a. navne som U.S. Department of Energy, og derudover en række store energiselskaber.
Det danske cleantech-selskab har modtaget en serie af ordrer og åbnet det enorme indiske marked med en bestilling fra to af Indiens top-universiteter. I Italien er et af verdens største energiselskaber Enel Green Power S.p.A blandt de seneste nye kunder på listen, og selskabets største ordre nogensinde blev d. 11. maj indgået med det amerikanske universitet Georgia Tech.
Den internationale efterspørgsel efter Slot-Die coating teknologi til udvikling og forskning i solenergi og batteriteknologi gør, at selskabet nu opjusterer omsætnings guidance med 10 pct. for helåret og leverer dermed de til markedet lovede resultater.
“Vores business-case og den forventede vækstrejse, som vi gik på børsen med i sommeren 2020, materialiserer sig i form af en stigende kundebase og et stigende salg af vores coating-maskiner til globale top-universiteter og kommercielle R&D-afdelinger i Fortune 500 virksomheder. Vi har mere end fordoblet den samlede omsætning og forbedret EBITDA i 1. halvår 2022 sammenlignet med 1. halvår 2021. Vores egenkapital er desuden yderligere styrket via en kapitalforhøjelse i H1 2022,” siger CEO Michael Stadi.
Selskabet forventer nu, at salget i 2. halvår 2022 følger samme positive tendens, hvorfor guidance opjusteres i overensstemmelse hermed. FOM Technologies opjusterer omsætnings guidance med 10 pct. fra spændet DKK 29 mio. til DKK 32 mio. til intervallet fra DKK 33 mio. til DKK 36 mio. Selskabet bibeholder forventningen til EBITDA for helåret 2022 i intervallet fra DKK 1 mio. til DKK 3 mio.

