Energy Cluster Denmark og Dansk Center for Energilagring går nu sammen i en ny samarbejdsaftale, der skal sikre bedre og mere effektiv lagring af grøn energi.
Energy Cluster Denmark og Dansk Center for Energilagring (DaCES) vil sammen gøre noget ekstra for at understøtte både omstilling og udvikling på energilagring. Det skal ske ved at sikre en forskningsorienteret og innovativ sektor.
”Sammen er vi i stand til at understøtte den samlede forsknings- og innovationsindsats på energilagring,” siger Glenda Napier, CEO i Energy Cluster Denmark.
Hos DaCES, der samler ny viden og forskning inden for energilagring fra de danske universiteter og videninstitutioner, er man enige, og ser frem til det nye samarbejde.
”Med en tydelig arbejdsfordeling får virksomheder, universiteter og videninstitutioner engageret i energilagring og konvertering kvalificeret og kompetent hjælp og støtte, når de har behov for det,” siger sekretariatschef, Anne Marie Damgaard.
Mens DaCES indsamler ny viden og data, har man hos Energy Cluster Denmark fokus på, hvor de næste skridt skal tages, når virksomhedernes teknologiudvikling skal sikres finansiering og ud på markedet og gøre en grøn forskel.
”Med partnerskabet sikrer vi, at der er fuld rygdækning og støtte hele vejen fra innovativ tanke til ny teknologisk løsning,” siger Glenda Napier.

