Danskerne har fundet lysten til at bage i coronakrisen, og det kan mærkes på bundlinjen hos Valsemøllen, hvor årets resultat ender på 34,5 mio kr. Forventningerne til 2022 ser knap så lysende ud.
“Da anden og tredje bølge af corona hærgede i Danmark med nedlukninger sidste vinter og i efteråret frigjorde det igen en masse tid hos danskerne, som de brugte på at bage løs derhjemme. Vi har derfor oplevet en ekstraordinær stigning i detailsortimentet, som er med til at sikre et tilfredsstillende resultat for 2021,” siger adm. direktør Niels Brinch-Nielsen fra Valsemøllen.
Med en omsætning på 659 mio. kr. og et samlet resultat efter skat på 34,5 mio. kr., er Valsemøllen kommet fint ud af 2021, hvor nedlukninger og meget hjemmearbejde fik danskerne til at handle mel på nettet i stor stil, og samtidig har også en stigende eksport pyntet på det samlede resultat.
Krisen vil kradse
Dog ser de gode tider ud til at være overstået for denne gang. 2022 tegner til at blive et på alle måder anderledes år for Valsemøllen, og dette skyldes ikke mindst krigen i Ukraine og den knaphed, der er opstået på korn, og de medfølgende markante prisstigninger på såvel korn som emballage, energi og fragt.
Hvor denne krise ender er stadig et åbent spørgsmål, men ingen steder ser man tegn på, at tingene vil vende tilbage til normalen lige foreløbig. Tværtimod forventes krisen med kornmangel og prisstigninger at fortsætte endnu lang tid endnu.
”I dag står vi i en helt anden, ekstraordinær situation, hvor vi pludselig har skulle forholde os til voldsomme prisstigninger på vores absolut vigtigste råvare, korn, og derudover emballage, energi og transport. Vi har derfor stort fokus på, at vi ikke kan stå alene med at dække disse drastiske omkostningsstigninger, men vi undgår ikke, at hele situationen tegner mørke skyer over vores forventninger til 2022. Vi regner derfor med at ende på et markant lavere niveau her end 2021,” siger Niels Brinch-Nielsen
Grønt fokus
Af det fine overskud skal en del geninvesteres i grønne tiltag, der skal være med til at sikre Valsemøllens videre grønne omstilling. Dertil kommer byggeriet af nye siloer ved siden af mølleriet i Køge, og siloerne ventes at stå færdige til efteråret. De nye siloer skal muliggøre adskillelse af flere forskellige korntyper og dermed nye koncepter med fokus på bæredygtighed og kort vej fra jord til bord.
”I februar i år tog vi endnu et skridt i den klimavenlige retning, da vores tre møller blev verificeret CO2e-neutrale møller. Det er et tiltag, som for os handler om at feje for egen dør. Og selvom det er en milepæl, vi er stolte af, er vi ikke i mål endnu. For vi kan som produktionsvirksomhed gøre endnu mere, og derfor fortsætter vi vores klimaarbejde i tæt samarbejde med vores kunder og leverandører,” siger Niels Brinch-Nielsen.
Skønt disse tiltag kommer Valsemøllen ikke helt i mål med deres grønne målsætning, og må klimakompensere sig ud af de sidste 18 % af klimaaftrykket ved hjælp af klimakreditter.

