Gennem den seneste tid har der været flere gode nyheder fra Lolland, hvor den grønne omstilling er begyndt at trække nye industrier med sig. Det giver investeringer og arbejde til lokalområdet, og kan trække endnu mere industri med sig i kølvandet.
“Grundlæggende, så har vi på Lolland og Falster et rigtig godt udgangspunkt for at tiltrække virksomheder, der arbejder inden for den grønne omstilling, som f.eks. det store Power-to-X-anlæg, der kommer til at ligge ved Nakskov. Der er mange faktorer, der gør, at denne del af landet er ideel for den slags virksomheder,” siger Steffen Lund, investeringschef ved erhvervsorganisationen, Business Lolland-Falster.
Han mener, det er alt andet end tilfældigt, at både et Power-to-X anlæg og et stort nyt hvederaffinaderi har valgt at søge mod Lolland, og han ser beslutningerne som en effekt af en målrettet lokal indsats.
“Det er noget, vi har arbejdet på i længere tid, og det er samtidig et tydeligt resultat af et stort råvaregrundlag i form af dyrkede afgrøder og andre biomasser, samt stor overskudsproduktion af grøn strøm fra vindmøller og solceller,” siger Steffen Lund.
Infrastrukturen er på plads
Den kommende gasledning til Lolland-Falster, der etableres af Energinet og Evida, spiller ifølge Steffen Lund en afgørende rolle for udviklingen af grøn industri i området. Behovet for grønne industrier er blevet mangedoblet gennem de senere års øgede fokus på grøn omstilling, klimatilpasning og ikke mindst som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Dybest set handler det om at gøre det så nemt og attraktivt som muligt at etablere og drive virksomhed på Lolland-Falster.
Steffen Lund.
“Det kapitaliserer vi på nu, og det er afgørende for udviklingen i området, at energi-infrastrukturen nu også begynder at falde på plads. ”
De to kommuner, Lolland og Guldborgsund, gik for elleve år siden sammen om at oprette erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster, og slog dermed kræfterne sammen i kampen for at gøre Lolland og Falster til et attraktivt område for erhvervsdrivende, og for at øge tiltrækningen af virksomheder og investeringer ude fra.
Ifølge Steffen Lund er det tætte samarbejde mellem erhvervsliv og kommuner, det, der smører tandhjulene i den maskine, der skal drive regionen fremad.
“Jeg synes, det var en ret visionær ide at slå sig sammen på den måde, og vi har jo set, at vi er stærkere sammen og at det gør en forskel. Og så kan vi ikke mindst se, at den ene virksomhed trækker den næste med sig. Dybest set handler det om at gøre det så nemt og attraktivt som muligt at etablere og drive virksomhed på Lolland-Falster, og vi har endnu flere store projekter i pipeline.”
Afgørende faktorer
Allerede nu er der på Lolland- Falster tre biogasanlæg i støbeskeen, og en række beslægtede industrier inden for den grønne omstilling arbejder ifølge Steffen Lund for at etablere sig i området. Mange efterspørger netop den infrastruktur, der allerede findes og er ved at blive yderligere udbygget som følge af de nye industrier, der skyder op.
“Der er brug for industrier, der knytter sig til Power-to-X, såsom metanisering eller forædling af brint. Hele energisymbiosen kommer til at spille en kæmpe rolle hernede.”
Visionen for Lolland-Falster er ifølge Steffen Lund at blive såkaldte energiøer, og for at kunne etablere sig som sådan, kræver det, at en lang række faktorer er på plads. Først og fremmest skal infrastrukturen være i orden, da det er altafgørende for alle fremtidige industrier.
“Heldigvis er vi rigtig langt, hvad det angår, og der er mere på vej. Samtidig har vi en stor landbrugssektor hernede, og det kommer til at spille en stor rolle, både for det nye hvederaffinaderi, og for rigtig mange af de kommende industrier, jeg er sikker på, vi kommer til at se hernede.”

