CEO og co-founder af Komma Kaffe, Kim Trier Meyer, forlader nu kaffevirksomheden for at tiltræde som landechef i fitnesskæden SATS.
“Jeg er ekstremt stolt af hele teamet bag Komma Kaffe, og det vi har bygget og opnået siden opstarten. Jeg overlader nu stafetten på den daglige ledelse og drift til mine fantastiske partnere og resten af Komma,” skriver Kim Trier Meyer på LinkedIn omkring sin fratrædelse.
Dermed skal Komma Kaffe på jagt efter en ny administrerende direktør til den virksomhed, der blot har lidt mere end et år på bagen.
Virksomheden, der oprindeligt hed Minim Coffee, havde fra starten store ambitioner, og sigtede bl.a. efter at gøre specialkaffen lige så populært som specialøllen er blevet, og gik da også hurtigt igang med at opkøbe domæner, åbne både webshop og fysisk butik, ligesom der var planer om at sælge både merchandise og åbne kaffeskoler.
Men selvom Kim Trier Meyer nu forlader direktørposten, vil han fortsat være en dela af virksomheden.
“Heldigvis har jeg fornøjelsen af at fortsætte i bestyrelsen, og derved fortsat være med på rejsen i Komma. Så langt fra et farvel til mit engagement i Komma, men begyndelsen på en anden rolle som jeg vil indtage med glæde og stor entusiasme. Ser frem til arbejdet i SATS, hvor vi skal fortsætte det gode momentum der allerede er skabt på det danske marked,” skriver han videre på LinkedIn.
Det er endnu uvist, hvem der overtager direktørstolen i Komma Kaffe.

