Ifølge Danmarks Statistik bor næsten hver fjerde af landets indbyggere i Hovedstadsområdet i 2022. Og andelen af befolkningen, der bor i byområder er steget fra 87,0% i 2012 til 88,1% i 2022. Det sætter nye krav til bl.a. infrastukturen, mener boligøkonom ved Dansk Industri, Bo Sandberg.
Corona-nedlukningerne i 2020 og 2021 har haft stor indvirkning på mange forhold på boligmarkedet. Og flere af disse ændringer er varige. Både hjemmearbejdspladser og danskernes ønske om mere nærhed til naturen er kommet for at blive.
Der er dermed skabt en form for modbølge til den bosætningsmæssige fortætning, som i årtier har været hovedtendensen i samfundsudviklingen; nemlig, at vi vil bo i byerne.
Men det er altså kun en underordnet nichetendens. Den primære bevægelse på boligmarkedet – eller megatrend om man vil – er og bliver urbanisering.
Og der er tale om en dobbelt urbanisering. Der er netto-befolkningstilvækst i de allerstørste universitetsbyer København, Århus, Odense og Ålborg. Men også urbanisering omkring regionale vækst- og kraftcentre som Hillerød, Roskilde, Køge, Næstved, Svendborg, Sønderborg, Kolding og ikke mindst det østjyske bybånd med Fredericia, Vejle, Horsens og Silkeborg.
Tilflytningen både til de allerstørste byer og de regionale vækstcentre ses meget tydeligt i den nye statistik fra Danmarks Statistik. På ti år er Hovedstadsområdet vokset fra at udgøre 21,8% af befolkningen i 2012 til nu at udgøre 22,9%.
Og mindst lige så interessant er det, at befolkningsvæksten især sker i byområder med +100.000 indbyggere (fra 9,4% af befolkningen i 2012 til 10,0% i 2022) og med mellem 50.000 og 99.999 indbyggere (fra 5,3% af befolkningen i 2012 til 7,1% i 2022). I sidstnævnte kategori findes f.eks. Vejle og Roskilde. I de øvrige byområder i statistikken er tendensen mere mudret.
Set med erhvervslivets briller, er den fortsatte urbanisering et stort udråbstegn overfor Folketing og kommuner til at få den nødvendige trafikale infrastruktur i byerne på plads, og til at skabe forudsætninger for et større boligudbud i nye byudviklingsområder.
Det gælder ikke mindst i København, hvor store og vigtige projekter som havnetunnel/østlig ringvej og Lynetteholmen er på tegnebrættet.
Bo Sandberg er skatte- og boligøkonom i Dansk Industri.

