Der er gang i forretningen i Billund Lufthavn, hvor både passagerer og cargo er I vækst. Rejseaktiviteten har og vil medføre nogle flaskehalse, som lufthavnen og passagererne i samarbejde kan forsøge at afhjælpe.
365.775 passagerer valgte at rejse gennem Billund Lufthavn i maj måned, og det er en vækst på 7,1 procent ift. maj 2019. Rejseglæden og -behovet er stort, og de mange nye ruter fra lufthavnen skubber til væksten.
“For præcis et år siden havde vi i underkanten af 10 procent af trafikken fra 2019. Nu er det lagt bag os, og vi er tilbage og over niveauet fra før Corona. Det er hurtigere end, hvad vi turde håbe på. Vores ruteudvikling har virkelig givet afkast. Vi har haft 37 rutenyheder i 2021 og 2022, og det ”gamle” rutenetværk er tilbage kun med få undtagelser,” Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn.
Fælles indsats
Den hurtigt tilbagevendte aktivitet gør selvfølgelig også, at der kan opstå kø ved check-in skranker og i security. Det er forventet med den høje aktivitet, og det kræver en indsats af lufthavnen at håndtere, men passagerernes forberedelse hjemmefra kan også flytte bjerge.
Som udgangspunkt har der altid været mange gæster i højsæsonerne i en travl lufthavn før Corona. Nu er aktiviteten tilbage, og det skal passagerer og medarbejdere i lufthavnen lære at begå sig i igen. Derfor skal passagererne også være mentalt forberedte på, at der eksempelvis kan opstå kø i security.
“Vi gør alt for, at alle kommer godt af sted på deres flyrejse. Vi har investeret i et nyt ”Smart Security”, som gør det hurtigere for vores gæster at komme igennem tjekket. Vi har også ansat mange nye medarbejdere. Vi arbejder i det hele taget på højtryk for at sikre, at alle får en god oplevelse hos os,” siger Jan Hessellund
Medvinden i lufthavnens fragtcenter har på ingen måde lagt sig. I maj 2022 har der været en vækst på 9,1 procent, som hovedsageligt er trukket af den stærke, danske eksport. Der er både stor vækst i den eksport, der bliver fløjet herfra, men i takt med at verden er åbnet op igen, stiger fragten også på de lastbiler, der bliver pakket og klargjort med luftfragt, som kører ud i Europa og bliver fløjet videre ud i verden fra eksempelvis Amsterdam.
“Vækstrejsen på luftfragten i Billund Lufthavn fortsætter, og mængderne på eksportdelen på kurerflyene fastslår, at den danske eksportindustri stadig buldrer derudaf. Og så ser vi også vækst på lastbilerne, hvor godset bliver gjort klar til luftfragt i Billund og kørt herfra til eksempelvis Amsterdam og Frankfurt, hvorfra det bliver fløjet ud i verden. Vi arbejder på, at store dele af den fragt ligeså godt kan flyve ud fra Billund, og det forventer vi mere af i fremtiden,” siger Jan Hessellund.

