På trods af stigende omkostninger og international usikkerhed fortsætter de private virksomheder i Region Sjælland med at skabe arbejdspladser. Nye tal fra Erhvervshus Sjælland viser 2.500 flere private job på et år og fremgang i 11 ud af regionens 17 kommuner. Særligt Ringsted skiller sig positivt ud.
Geopolitiske spændinger, stigende priser og usikre markedsvilkår har gjort det vanskeligere at drive virksomhed. Alligevel fortsætter de sjællandske virksomheder med at skabe nye arbejdspladser.
Nye tal fra Erhvervshus Sjællands jobrapport viser, at den private beskæftigelse i Region Sjælland er steget med 1 procent fra 2. kvartal 2025 til 2. kvartal 2026. Det svarer til omkring 2.500 flere private job.
Og fremgangen er ikke begrænset til enkelte områder. 11 ud af regionens 17 kommuner har flere private job end for et år siden.
Ifølge direktør i Erhvervshus Sjælland Line Fossing Riel vidner udviklingen om et erhvervsliv, der står solidt trods de udfordringer, virksomhederne møder.
”Vi taler meget om de udfordringer, virksomhederne står overfor. Og dem skal vi bestemt tage alvorligt. Men vi må heller ikke overse, at rigtig mange virksomheder faktisk klarer sig godt. De udvikler deres forretning, investerer i medarbejdere og skaber nye arbejdspladser. Det er imponerende i en tid, hvor der ellers er nok af usikkerhed at forholde sig til,” siger Line Fossing Riel.
Ringsted trækker markant fra
Særligt Ringsted skiller sig ud i de nye tal. Her er antallet af private job steget med hele 4,8 procent på et år. Det svarer til mere end 500 nye arbejdspladser og en fremgang, der er mere end tre gange så høj som regionsgennemsnittet.
Udviklingen er bemærkelsesværdig i en kommune, der for blot to år siden mistede en af sine store private arbejdspladser, da Danish Crown lukkede slagteriet i Ringsted.
Fremgangen kommer ikke fra én enkelt branche. Både bygge- og anlægsbranchen, transportbranchen og handelsvirksomheder har bidraget til de nye arbejdspladser.
”Ringsted er et rigtig godt eksempel på, hvor meget det betyder at have et alsidigt erhvervsliv. Når en stor arbejdsplads lukker, kan det mærkes i hele lokalområdet. Men de nye tal viser, at andre virksomheder er med til at skabe nye muligheder. Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi har mange forskellige virksomheder, der kan udvikle sig og skabe arbejdspladser,” siger Line Fossing Riel.
Et stærkt erhvervsliv på tværs af regionen
For Erhvervshus Sjælland er det særligt positivt, at fremgangen ikke kun er koncentreret omkring de største erhvervsområder.
”Når det samlet går frem i 11 af de 17 kommuner i Region Sjælland, fortæller det mig at det generelt går rigtig godt for virksomhederne i vores region. Vi har mange dygtige virksomheder på Sjælland, som formår at finde nye muligheder, også når vilkårene er vanskelige. Det er et rigtig godt udgangspunkt for den videre udvikling af vores region,” siger Line Fossing Riel.
De nye jobtal dækker udviklingen fra 2. kvartal 2025 til 2. kvartal 2026 og er baseret på data fra Danmarks Statistik, bearbejdet af eStatistik for Erhvervshus Sjælland.
Faktaboks
- I Region Sjælland er der samlet kommet ca 2.500 flere private job det seneste år, svarende til en vækst på 1 %.
- 11 ud af regionens 17 kommuner har flere private job end året før.
- Tallene omfatter lønmodtagerjob og inkluderer derfor ikke selvstændige.
- Tallene er baseret på data fra Danmarks Statistik og er bearbejdet af eStatistik for Erhvervshus Sjælland.

