Den danske møbel- og livsstilskoncern BoConcept offentliggør i dag årsrapporten for regnskabsåret 2025/26. På trods af fortsat afdæmpet forbrugerefterspørgsel på tværs af møbel- og livsstilsbranchen har virksomheden fastholdt en solid indtjening og styrket pengestrømmen markant. Vækst i Japan, fortsat fremgang i B2B-forretningen og en disciplineret styring af omkostningerne har bidraget til at modvirke effekten af et udfordret marked og ugunstige valutabevægelser.
Disciplineret eksekvering i et krævende år
Regnskabsåret 2025/26 var fortsat præget af udfordrende markedsvilkår på tværs af størstedelen af BoConcepts markeder. Forbrugernes købelyst var afdæmpet i både Europa og USA, samtidig med at valutakursudviklingen lagde pres på forretningen.
På denne baggrund fastholdt BoConcept fokus på disciplineret eksekvering med vægt på omkostningsstyring, driftseffektivitet og et skærpet kommercielt fokus på nogle af de nøgleområder, som skal bringe virksomheden stærkt ind i fremtiden.
Denne tilgang var med til at understøtte fremgangen på flere vigtige områder i forretningen. BoConcepts B2B-forretning fortsatte sin vækst og udbyggede virksomhedens position i større bolig- og erhvervsprojekter verden over. I Japan leverede butiksporteføljen, som BoConcept selv ejer og driver, solid vækst målt i lokal valuta og bekræftede markedets strategiske betydning. Samtidig styrkede BoConcept sin globale tilstedeværelse med nye butikker i blandt andet Singapore, Berlin, Wien, Taipei, Sydney og Dubai.
Et skarpere produktfokus bidrog ligeledes til en positive kommerciel udvikling. Soveværelseskategorien blev styrket gennem lanceringer som Bolzano og Element, der bidrog positivt til væksten. Loungestolen Ø, udviklet i samarbejde med Helena Christensen, overgik forventningerne og blev en kommerciel succes, mens Milano-sofaen, skabt i samarbejde med Claudio Bellini Studio, etablerede sig som en vigtig tilføjelse til sortimentet inden for opholdsrum.
BoConcepts CEO glæder sig over de ting, der er lykkes – og ser med optimisme på fremtiden “2025/26 var et krævende år for branchen, men også et år, der bekræftede styrken i vores forretningsmodel. Vi har fastholdt en robust indtjening, forbedret pengestrømmen markant og fortsat udviklingen af de områder, der skal drive fremtidens BoConcept. Særligt vores fremgang i Japan og inden for B2B viser, at vores strategiske prioriteringer skaber værdi.”
“Markedsforholdene er fortsat udfordrende, men vi er gået ind i det nye regnskabsår med en solid finansiel position, et skarpere kommercielt fokus og stor tillid til de muligheder, der ligger foran os.”
Hovedpunkter for 2025/26
- Omsætning på 1.162 mio. kr., svarende til en tilbagegang på 7 % i forhold til året før, eller 4 % målt i lokal valuta.
- EBITDA på 153 mio. kr., svarende til en EBITDA-margin på 13,1 %.
- Pengestrøm før finansieringsaktiviteter på 88 mio. kr., mod 12 mio. kr. året før.
- Fortsat stærk udvikling i Japan målt i lokal valuta.
- Yderligere fremgang inden for B2B, som fortsat bidrager til både vækst og indtjening i forretningen.
Nøgletal (t.kr.)
| Financial year | 2025/26 | 2024/25 | Udvikling |
| Omsætning | 1,161,639 | 1,247,085 | -7% |
| Bruttofortjeneste | 671,526 | 710,455 | -5% |
| EBITDA | 152,626 | 172,370 | -11% |
| EBITDA-margin | 13.1% | 13.8% | -0.7 procentpoint |
Fortsat fremgang på bæredygtighed
I 2025/26 fortsatte BoConcept arbejdet med at styrke bæredygtighedsarbejdet på tværs af værdikæden.
Mere end 90 procent af virksomhedens træbaserede møbler er nu FSC-certificerede. Aarhus-kollektionen opnåede Svanemærket, og 19 polsterkollektioner lever op til Indoor Advantage Gold-standarden, som dokumenterer et sundere indeklima.
Samtidig omfatter produktspecifikke CO₂-aftryk nu knap 40 procent af sortimentet, hvilket understøtter virksomhedens målsætning om at reducere Scope 1- og Scope 2-udledninger med 30 procent inden 2030.
Forventninger til 2026/27
Forventningerne til 2026/27 er fortsat præget af usikkerhed knyttet til geopolitiske forhold, forbrugertillid og de generelle økonomiske udsigter på flere af virksomhedens vigtigste markeder.
BoConcept forventer fortsat pres på omsætning og indtjening som følge af den fulde effekt af tilpasninger i butiksnetværket samt vedvarende markedsusikkerhed. Samtidig forventes vækst i B2B, fortsat omkostningsdisciplin og løbende operationelle forbedringer at understøtte solide EBITDA-marginer.

