Med træ som et gennemgående materiale kombinerer vi projektudvikling, totalentreprise og bæredygtighedsledelse i et 5.100 kvadratmeter stort kontorbyggeri.
I dag tager vi første spadestik til AURA’s nye domicil – en treetagers kontorbygning på 5.100 kvadratmeter, der skal samle cirka 200 af energi- og fiberselskabets medarbejdere fra flere adresser i Østjylland.
Det kommende domicil udmærker sig ved blandt andet det centrale midtpunkt – et samlende atrium, der vil fremstå med overflader i træ og varme farver og give adgang til både kantine og mødecenter i stueetagen samt via atriumtrappen til kontoretagerne. Fra kantinen er der udgang til terrasse med dejlig udsigt over området.
Og selv om det langt fra er første gang, Aarsleff bygger kontorarbejdspladser, gemmer der sig mere end bare en enkelt nyhed bag byggepladshegnet i Viby J. Det fortæller Klaus Andersen, afdelingsdirektør i Aarsleff.
”AURA’s nye domicil er et godt eksempel på den styrke, der ligger i at samle projektudvikling, projektering, inklusive IKT- og bæredygtighedsledelse, samt udførelse i ét forløb. Vi har været med fra de første tanker om byggeriet og har leveret grunden, og det har givet os gode muligheder for at omsætte bygherrens ønsker til konkrete løsninger,” siger han.
Certificeres til guld og hjerte
Helt centralt for byggeriet har nemlig været AURA’s ambitioner i forhold til bæredygtighedscertificering.
Huset opføres med henblik på certificering til DGNB Guld og udmærkelsen DGNB Hjerte – en frivillig bygningsklassificering, der søger at fremme bæredygtighedshensyn i det byggede miljø, som Rådet for Bæredygtigt Byggeri formulerer det på sin hjemmeside.
Byggeriet, der udføres som totalentreprise, har desuden træ som et bærende element i både konstruktionerne og i facaderne, der udføres som trækassetter beklædt med natursten. Samtidig begrænses brugen af beton, blandt andet ved at bygningen opføres uden kælder.
”I Aarsleff-koncernen har vi en meget bred palet af kompetencer – de omfatter både træbyggeri, men også teknik og udearealer – og vi har tænkt os at anvende al vores faglighed for at bringe AURA’s visioner til live,” siger Klaus Andersen, der henter assistance til byggeriet fra Aarsleff-selskaberne Wicotec Kirkebjerg A/S og Dan Jord A/S.
AURA overtager efter planen domicilet i april 2028

