I 10 ud af 11 landsdele er huspriserne steget det seneste år. Særligt i hovedstadsområdet er priserne steget markant, mens der i Vestjylland har været faldende priser sammenlignet med for et år siden. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
I første kvartal 2026 var den gennemsnitlige kvadratmeterpris på parcel- og rækkehuse 18.626 kr. på landsplan. Det er en stigning på 6,8 pct. sammenlignet med for et år siden. Det dækker over husprisstigninger i alle landsdele bortset fra i Vestjylland på mellem 1,7 og 10,8 pct. I Vestjylland er priserne 1,6 pct. lavere end for et år siden.
”Fremgangen på boligmarkedet er bredt funderet i størstedelen af landet. Efterspørgslen efter boliger er på et højt niveau, samtidig med at udbuddet mange steder fortsat er lavt. Det er en kombination, der presser priserne opad, og det er en tendens vi ser på tværs af hele landet,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og fortsætter:
”Selvom huspriserne er steget de fleste steder i landet, er det i meget forskelligt tempi. Særligt i hovedstadsområdet, men også i de resterende sjællandske kommuner, er priserne steget markant mere end i resten af landet. Det betyder, at potentielle boligkøbere alt andet lige får mindre for pengene, og særligt dem, der er på udkig efter et hus på Sjælland, mens der er bedre muligheder for at få lidt mere for pengene mod vest.”
Huspriserne er steget i 73 ud af 98 kommuner, hvoraf der har været en stigning i huspriserne på 10 pct eller mere i 33 kommuner. 22 ud af de 33 kommuner er på Sjælland, mens de resterende 11 fordeler sig i resten af landet. I 23 kommuner er huspriserne lavere end for et år siden. Kun tre af de kommuner er på Sjælland.
