For mange danskere foregår jagten på drømmeboligen uden en ekspert ved deres side. Kun hver tredje boligkøber tager en byggesagkyndig eller køberrådgiver med i boligkøbet, viser en ny undersøgelse.
Mange danskere bruger i disse dage påsken på at lede efter deres næste hjem. Men det er langtfra alle, der gør det i selskab med en uvildig byggesagkyndig eller køberrådgiver.
Det viser en ny YouGov-undersøgelse, lavet for Gjensidige og NRGi.
Kun 32 procent af de adspurgte boligejere benyttede en uvildig rådgiver i forbindelse med deres seneste boligkøb. Dermed har knap 6 ud af 10 købt bolig uden professionel rådgivning om boligens stand og tekniske forhold.
Det vækker opsigt hos Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig i NRGi.
Ifølge ham kan en uvildig rådgiver være med til at give boligkøberen et mere realistisk billede af boligen og samtidig hjælpe med at undgå ubehagelige overraskelser senere i forløbet.
”Når man står midt i boligjagten, handler det ofte om mavefornemmelse og prisen på drømmehjemmet. Men der kan gemme sig forhold i boligen, som kan få stor betydning for livet i boligen bagefter. En uvildig rådgiver kan hjælpe med at gennemgå både rapporterne og selve boligen og pege på de ting, man også bør have med i sine overvejelser, inden man skriver under på købsaftalen,” siger Bo Halm Andersen.
Yngre købere søger hjælp – ældre klarer det selv
Undersøgelsen peger også på en tydelig forskel mellem generationerne.
Blandt de yngste boligkøbere mellem 18 og 39 år har omkring halvdelen haft en rådgiver med i købsprocessen. I gruppen over 60 år er billedet dog et andet.
Her svarer hele 70 procent, at de ikke har haft en byggesagkyndig eller køberrådgiver med i forbindelse med deres seneste boligkøb.
Ifølge Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, kan både førstegangskøbere og mere erfarne købere dog få gavn af en uvildig rådgiver som en del af processen frem mod et boligkøb.
”For de fleste er boligkøbet en af de største investeringer i livet. Derfor er det afgørende, at man ved præcist, hvad man skriver under på. Skader og andre problemer kan især opstå, hvis man ikke har været opmærksom på boligens svagheder fra starten. Og det kan ende med at blive både dyrt og give en masse besvær i hverdagen, som man måske kunne have undgået med den rette rådgivning,” siger Lene Rasmussen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Gjensidige og NRGi blandt 1.036 respondenter i Danmark.
| Brugte du en uvildig byggesagkyndig eller køberrådgiver ved dit seneste boligkøb? | ||||||
| Alder | I alt | 18-29 | 30-39 | 40-49 | 50-59 | 60+ |
| Ja, uvildig byggesagkyndig | 19 % | 24 % | 26 % | 22 % | 20 % | 15 % |
| Ja, uvildig køberrådgiver | 16 % | 30 % | 33 % | 12 % | 13 % | 10 % |
| Nej | 58 % | 41 % | 44 % | 55 % | 56 % | 70 % |
| Ved ikke/husker ikke | 10 % | 12 % | 5 % | 12 % | 14 % | 8 % |

