Unge danskere er mest positive over for elbiler, men opbakningen til et totalt forbud mod benzin- og dieselbiler er fortsat lav på tværs af alle generationer.
En ny nordisk undersøgelse lavet af MEKO-koncernen, hvor FTZ indgår, viser at danske unge er markant mere positive over for elbiler end ældre generationer. Hele 45 procent af de 18-34-årige i Danmark og resten af Norden kan se sig selv eje en elbil. Det gør unge til den mest elbil-positive aldersgruppe. Til sammenligning falder andelen til 32 procent blandt de 50-64-årige og til 28 procent blandt bilister over 65 år.
Udviklingen afspejler en generation, der er vokset op med digital teknologi, er vant til hurtige teknologiske skift og i højere grad orienterer sig mod nye drivlinjer og grønne alternativer. Samtidig er de unge den gruppe, der oftest har prøvet at køre eller leje en elbil, hvilket styrker deres fortrolighed med teknologien.
Unge er mere åbne – men støtter ikke et fuldt forbud
På trods af den høje elbil-åbenhed er de unge langt fra entydigt positive over for EU’s plan om at stoppe salget af nye benzin- og dieselbiler i 2035. Kun 29 procent af de 18-34-årige støtter et fuldt forbud. Flertallet mener, at udfasningen går for hurtigt, eller at traditionelle drivlinjer fortsat bør være en mulighed efter 2035.
Det samme billede gør sig gældende i Danmark som i resten af Norden og bliver endnu tydeligere blandt ældre bilister. Kun 24 procent af de 35-49-årige bakker op om forbuddet, 15 procent af de 50-64-årige – og kun 13 procent af dem over 65 år.
Resultaterne viser dermed en befolkning, der er positivt stemt over for elektrificering, men som samtidig prioriterer fleksibilitet og adgang til forskellige biltyper.
De unge går forrest – men omstillingen bliver gradvis
Ifølge Anders Voldsgaard Clausen, salgsdirektør i FTZ Autodele & Værktøj A/S, illustrerer tallene en dansk omstilling, der er i bevægelse, men ikke på vej mod et brat teknologisk skifte:
“De unge er mere åbne over for elbilen og hurtigere til at tage ny teknologi til sig. Men selv blandt dem er der ikke opbakning til et fuldt forbud mod benzin- og dieselbiler. Det viser, at afviklingen af den traditionelle bil ikke er lige om hjørnet. Vi kommer til at have flere drivlinjer side om side i mange år endnu, og det betyder, at danske værksteder skal kunne håndtere både nye og gamle teknologier.”
Anders Voldsgaard Clausen peger samtidig på, at de danske forbrugere generelt efterspørger tryghed i valget af bil, både økonomisk og praktisk. Ladeinfrastruktur, rækkevidde og totaløkonomi spiller fortsat en væsentlig rolle for mange.
Om undersøgelsen
Mobility Barometer er udarbejdet af MEKO-koncernen, hvor FTZ indgår, og er den største nordiske undersøgelse af mobilitetstrends og bilvaner. Undersøgelsen blev gennemført af Demoskop på vegne af MEKO mellem den 3. og 13. juli 2025 med over 4.000 respondenter på 18 år og derover fra Danmark, Finland, Norge og Sverige.

