Første halvår af 2025 har budt på solide afkast til investorer med fokus på nordiske og europæiske aktier. Begge fondstyper landede afkast på over 9 procent, hvilket placerer dem i toppen blandt de større aktiefondskategorier ifølge Finans Danmark.
Aktiemarkederne har været præget af store udsving – de største siden corona og krigen i Ukraine. Denne gang var det især den nye amerikanske præsidents markante toldpolitikker, der skabte uro. I april toppede nervøsiteten, og afkastene bakkede.
Det samlede år-til-dato-afkast for danske investeringsfonde nåede på det tidspunkt ned på 4,4 procent. Maj og juni trak dog stemningen op, og halvåret sluttede med et mindre samlet fald på 1 procent.
“I modsætning til hvad vi så under Coranakrisen og udbruddet af krigen i Ukraine, har 1. halvår 2025 været præget af mange faktorer, der hver især har haft en effekt på markedsudviklingen. De kurspåvirkende faktorer spænder fra usikkerhed om forsvarssamarbejdet i Nato over tvivl om den militære støtte til Ukraine til lanceringen af et helt nyt toldregime,” siger Kåre Valgreen, chef for Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Han fortæller videre, at markederne samtidig har skullet forholde sig til både uro i Mellemøsten og politiske re-orienteringer rundt omkring i Europa. Netop derfor er det ifølge Kåre Valgreen bemærkelsesværdigt, at afkastene ikke er blevet hårdere ramt i løbet af det ellers turbulente halvår.
Noget af forklaringen kan være, at investorerne er ved at vænne sig til – og bedre til at afkode – den nye amerikanske retorik. Men det tyder også på, at mange investorer i dag har lidt mere is i maven, end man har set tidligere.
Udover pæne afkast har europæiske og nordiske fonde også haft mindre udsving end de fleste andre kategorier. Danske aktier har klaret sig fornuftigt og ender halvåret med et lille plus på knap 1 procent. Mest pressede er fonde med amerikanske og globale aktier, som stadig ligger i minus – hhv. -6,4 og -3,4 procent. Faldet i dollarkursen spiller en væsentlig rolle i det samlede minus.
“Udviklingen i 2025 dokumenterer i hvert fald, at det kan betale sig ikke at gå i panik,” siger Kåre Valgreen.