Så er 3F’erne på barrikaderne igen. Denne gang i Viborg, hvor det er virksomheden Viamaja, der må se sig blokeret, fordi de har tegnet overenskomst andetsteds. Men 3Fs mafiametoder er alt det, både virksomheder og medarbejdere ikke har brug for.
I Viborg udspiller sig et drama. For landets næststørste fagforbund, 3F, har valgt at lave blokade af virksomheden Viamaja, efter at denne har valgt at tegne overenskomst med Krifa. Det er faldet 3F så meget for brystet, at de ikke ser anden udvej end at sætte en lovlig blokade i værks for at charmere Viamaja til at ombestemme sig.
Virksomheden har med andre ord ikke gjort noget kriminelt, ikke vanrøgtet sine medarbejdere, ikke haft sag efter sag om manglende lønudbetaling – nej, deres brøde består i, at de har valgt et konkurrerende fagforbund. Og det gør man altså ikke ustraffet, hvis det står til 3F.
En blokade af en virksomhed er ikke blot til gene, det er en potentiel trussel mod virksomhedens levebrød, og kan dermed også ende med at koste nogle af de medarbejdere, som man i 3F er så bekymrede for, jobbet. Ingen betvivler, at blokaden er ganske lovlig – men det er svært ikke at føle, at den danske model bruges som løftestang for et gennemtvinge et fagforeningsmonopol.
Vi skriver 2025 og ikke 1955. Tiden, hvor man kunne råbe og kommandere sig til respekt og medlemstal, er ovre.
Det bør stå enhver virksomhed frit for at vælge den overenskomst, de ønsker, eller slet ikke at tegne en, hvis de ikke ønsker det – og vel at mærke leve med de konsekvenser dette kan have, uden brok og jammer. Men det bør også være klart for 3F, at man som fagforbund i Danmark ikke har patent på at være markedets foretrukne – og at nogle ligefrem være dem fra. Den erkendelse skal man dog lede langt efter.
I Viborg Stifts Folkeblad forsvarer Kasper I. Terkelsen, formand for 3F Viborg, blokaden med henvisning til den danske models frie forhandlinger og vigtigheden af at sikre ordentlige og ensartede vilkår for lønmodtagere. Han forsikrer også om, at 3F skam gerne indgår lokale aftaler, hvis der er særlige forhold i spil. Jovist. Så længe de altså har fået deres vilje først.
Det, Terkelsen desværre glemmer at nævne, er, at der findes en anden part i sådan en forhandling – nemlig virksomheden. Og den har ret til at indgå aftaler med dem, de finder mest egnede. Hvis 3F vurderer, at det stiller medarbejderne dårligere, ja, så er 3F i sin gode ret til at komme med et nyt og bedre tilbud.
Med en ven som 3F, har man som virksomhed ikke brug for fjender, og man må derfor også spørge sig selv om, hvad fagforbundet i sidste ende ønsker at få ud af denne blokade, der indtil videre ikke har gjort andet end at tale til det støt faldende antal medlemmer i fagforbundet, mens det endnu engang er blevet uvenner med både virksomheder og ansatte.
En stærk og solid fagbevægelse er så afgjort at foretrække fremfor det modsatte, og netop derfor er det bekymrende at se den adfærd, 3F lægger for dagen. Hvis man tror, at det vil gøre virksomhederne og befolkningen generelt set mere venligt stemt overfor den fagbevægelse, der bløder medlemmer, så tror jeg, at man har forregnet sig.
De færreste ønsker, at der hersker den rene junglelov uden regler eller rettigheder på det danske arbejdsmarked. Men det kræver også, at fagbevægelsen forstår, at vi skriver 2025 og ikke 1955. Tiden, hvor man kunne råbe og kommandere sig til respekt og medlemstal, er ovre.
Mon ikke Krifa skåler for den pr-sejr, 3F endnu engang har givet dem på et sølvfad?
Klaus Thodsen er redaktør på Marketconnect.