Cleantech-virksomheden Brunata leverer sit stærkeste resultat til dato. Med udvidede digitale services og en stigende efterspørgsel på intelligente måleløsninger styrker virksomheden sin position på energi- og forsyningsmarkedet.
Endnu et regnskabsår er underskrevet i Brunata – og det blev et historisk godt et af slagsen. Med en omsætning på 366,7 millioner kroner har cleantech-virksomheden øget salget med knap 5 procent, mens driftsresultatet er hoppet hele 15 procent op og lander på 84,5 millioner kroner.
Det gør det seneste regnskab til det bedste i virksomhedens 106-årige historie.
“Resultatet er yderst tilfredsstillende, og det overgår vores forventninger ved årets start. Baggrunden er, at vi har konsolideret vores kerneforretning som Danmarks foretrukne leverandør af forbrugsregnskaber, og samtidig har vi udviklet os fra at levere enkeltstående måleløsninger til at tilbyde fleksible, abonnementsbaserede services,” siger CEO Jesper Holm Kristoffersen.
Han fortæller videre, at et af de vigtigste fremskridt i det forgangne regnskabsår var det gennembrud, Brunata fik på vandværksområdet, hvor de nu er den eneste aktør i branchen, der tilbyder en samlet løsning, der kombinerer modernisering, digitalisering og drift.
Brunata indleder nu en ny strategiperiode, der løber frem til 2028 med mål om at øge omsætningen med 5-10 procent og resultatet med op til 5 procent årligt. Strategien skal styrke virksomhedens position i nye kundesegmenter, især forsyningsselskaber, hvor Brunata allerede har lavet aftaler med op mod 25 vandværker i Danmark.
“Vi står over for en transformation, hvor vi skal tænke mere ens og arbejde på tværs af organisationen med en fælles forståelse af vores digitale styrker. Med vores eksisterende teknologi og platforme kan vi levere højværdiløsninger til helt nye segmenter,” siger Jesper Holm Kristoffersen.
Fundamentet er på plads, og næste skridt er skalering. Med onlineplatformen og datanetværket som centrale drivkræfter er retningen klar, og de bliver ikke blot værktøjer, men selve kernen i fremtidens forretning, fortæller han.

