Over hver fjerde danske ingeniør i USA overvejer at finde job uden for landets grænser eller vende hjem til Danmark, viser ny rundspørge.
Siden Donald Trump igen blev amerikansk præsident, er bølgerne gået højt omkring stort set alting, og det mærkes også hos de mange danskere, der bor og arbejder i USA.
Her har den politiske situation, hvor der nærmest dagligt underskrives dekreter om økonomiske sanktioner mod resten af verden, og præsident Trumps massive angreb mod flere universiteter har sat sine spor, og ifølge en rundspørge foretaget af IDA, svarer hver fjerde danske ingeniør i USA, at de enten er enige eller helt enige i, at deres lyst til at arbejde i USA er påvirket negativt på grund af den politiske situation.
“Den nærmest uredelige tilgang til videnskab og forskning, der kommer fra centralt hold i USA, strider jo mod fakta og viden, hvilket ligger dybt i ingeniørernes DNA. Og når det ene ansete universitet efter det andet rammes af dybe besparelser, giver det tydeligvis stof til eftertanke,” siger Laura Klitgaard, formand i IDA.
Over halvdelen af de adspurgte danske ingeniører oplever, at hver anden af deres ikke-amerikanske kolleger er blevet mindre tilbøjelige til at arbejde i USA på grund af udmeldingerne fra Det Hvide Hus. Det understreger, at det tilspidsede politiske klima ikke kun påvirker danskere i USA – men også deres internationale kolleger.
Bekymringen er særligt udbredt blandt undervisere, forskere og ingeniører med fokus på klima, energi og miljø.
“Usikkerheden har tydeligvis spredt sig på rekordtid blandt udenlandske vidensmedarbejdere i USA. Mange er i tvivl om, hvorvidt de selv eller deres arbejdsplads er købt eller solgt, og derfor vil mange søge mod andre kontinenter. Så vi må i både Danmark og Europa gøre alt for at byde dem velkommen, hvis de gør alvor af at forlade Amerika,” siger Laura Klitgaard.

