Det står skidt til med biodiversiteten i de danske fjorde, farvande og i havnene – men hos danske Stonereefs A/S har man en løsning, der kan skubbe omstillingen i den rigtige retning.
Livet og biodiversiteten i de danske farvande og havne har trænge kår i disse tider, hvor forurening fra en række kilder gør stadigt større skade på havmiljøet.
Blandt dem, der forsøger at vende udviklingen på hovedet, er det danske startup, Stonereefs, der via en unik tilgang med 3D-printede rev, vil give livet bedre vilkår for at vende tilbage til de havne, det med årene er blevet fortrængt fra.
“I 2021 startede jeg sammen med en god ven en virksomhed, der specialiserer sig i 3D-printede bygninger. Projektet var både ambitiøst og en smule naivt, men på et tidspunkt, mens vi var i Ukraine for at printe en børnehave, blev vi kontaktet af et internationalt konsulenthus, der ville tackle den lave biodiversitet i havne og kanaler, og tænkte, vi kunne hjælpe. Det blev startskuddet til Stonereefs,” siger co-founder og CEO, Mikkel Brich.
Erstatter habitater
Ideen bag virksomheden er sådan set ganske simpel. I havne findes de såkaldte spunsvægge: store, lodrette vægge, ofte lavet af stål som bruges som støtte i havne, kajanlæg eller andre konstruktioner ved vand.
“Spunsvægge skaber et unaturligt miljø i vandet, hvor glatte overflader erstatter naturlige habitater. Vores idé blev at genskabe det tabte habitat ved at 3D-printe moduler, der kan tilpasses forskellige spunsvægge. Vi udviklede løsningen, så den passer til havnens drift og ikke forstyrrer den daglige aktivitet,” siger Mikkel Brich.
Til åbningen af Global Entrepreneurship Week i sidste uge i Esbjerg fremviste Stonereefs A/S sine rev, som ved denne lejlighed havde indstøbte muslinger, der – som alle muslinger – udsender signalstoffer og tiltrækker de små muslingelarver, der så sætter sig fast på revene.
“Vi har også lavet forsøg i Hirtshals, hvor vi vil skabe gode forhold for sorthummere, og her har vi allieret os med eksperter, der sikrer de bedste betingelser for de lokale arter,” siger han og fortæller videre, at revene kan tilpasses den enkelte havns behov og de enkelte typer af spunsvægge, der varierer fra producent til producent.
Skridt på vejen
Mikkel Brich fortæller, at der er stor og stigende interesse fra danske havne i projekter, der kan hjælpe med at genoprette livet og biodiversiteten i havnene. Havnenes økosystemer er udfordrede af forskellige typer problemer, som naturligt varierer fra sted til sted, for eksempel mellem Esbjerg og Vejle, hvor havmiljøerne er meget forskellige.
“Vores løsning er en lille, men vigtig del af et større puslespil. Vi kan naturligvis ikke løse problemerne med overfiskeri eller landbrugets påvirkning af havmiljøet, men vi kan hjælpe med at genskabe tabte habitater og øge biodiversiteten.”
Et andet sted, hvor Stonereefs har sat sine rev op, er Nordhavn i København, hvor det ifølge Mikkel Brich er tydeligt at se, hvor revene er sat på spunsvæggene, da det netop er her, livet har de bedste betingelser i havnen.
“Vi har indgået aftaler med en håndfuld havne, men arbejdet med biodiversitet tager lang tid, og især når det gælder fisk og rejer, tager det tid, før nye arter slår sig ned. Men vi kan se gode tegn allerede,” siger Mikkel Brich.

