Den danske teknologivirksomhed 3Shape, der producerer digitale 3D-scannere til tandklinikker og laboratorier over hele verden, opnåede i 2023 en rekordomsætning på 3,3 mia. kr. efter en organisk vækst på 8,2 pct. i forhold til året før.
3Shape demonstrerede samtidig, at selskabet er særdeles rentabelt drevet. Det afspejler sig i driftsresultatet (EBIT), der landede på 1,265 mia. kr., hvilket svarer til 38,5 pct. Af omsætningen. Det samlede resultat efter skat for 2023 lå på 996 mio. kr. eller næsten 14 pct. højere end året før.
“2023 var på forhånd spået til at blive et svært år med uro i den globale økonomi og recession på flere af vores vigtigste markeder. Vi er derfor ekstra tilfredse med, at vi sammen med vores mere end 2200 medarbejdere er lykkedes med ikke bare at fastholde det flotte resultat fra 2022, men også er kommet i mål med et endnu flottere regnskab,” siger CEO i 3Shape Jakob Just-Bomholt, der ser frem til fortsat vækst i indeværende år:
“Vi er tilfredse med, at 3Shape i løbet af de sidste 3 år er blevet fordoblet i størrelse, og dermed har cementeret vores markedsledende position. Endnu vigtigere, så oplever vi at tandlæger globalt ønsker at digitalisere deres arbejdsgange, og vi har således set en vækst på over 50 pct. i brugen af 3Shapes intra-orale scannere.”
Stigende efterspørgsel
Derfor ser 3Shapes topchef optimistisk på 2024.
“Når vi kigger ind i 2024, forventer vi stigende efterspørgsel efter vores produkter, der er førende på markedet. Selvom tandlæger er meget orienterede mod ny digital teknologi, så er der fortsat ca. 70 pct., der endnu ikke har investeret i en digital 3D-scanner, og vi ser derfor fortsat et stort potentielt marked for vores scannere de kommende år,” siger Jakob Just-Bomholt.
3Shape udvikler løbende nye produkter i tæt samarbejde med tandlægerne, og mere end en fjerdedel af virksomhedens medarbejdere arbejder indenfor udvikling af scannere og software for at fastholde den teknologiske førerposition på markedet. I 2023 lå 3Shape i top-10 blandt de danske virksomheder, der indsendte flest patentansøgninger.
Virksomhedens førende produkt, den trådløse TRIOS 5 scanner, der blev lanceret i slutningen af 2022, vandt i 2023 en lang række priser indenfor både funktion og design – blandt andet en Red Dot designpris. Videreudviklingen inden for digital tandpleje drives også frem af 3Shape Automate, der er 3Shapes innovative AI-drevne designservice, der nu har leveret over to millioner kronedesigns. Dette understreger potentialet for yderligere vækst og udvikling i sektoren.
53 nationaliteter i 29 lande
“I løbet af det seneste årti er 3Shape vokset betydeligt og tæller nu over 2.200 ansatte fra 53 nationaliteter i 29 lande. Dette globale team er forenet i missionen om at forbedre patientplejen gennem innovative løsninger,” siger Jakob Just-Bomholt.
Han forklarer, at 3Shape fortsat har en betydelig del af sine ansatte i Ukraine.
“3Shapes engagement i Ukraine fremhæver også vores stærke forpligtelse til social ansvarlighed og støtte til medarbejdere under vanskelige forhold. Lige siden den russiske invasion i 2022 har vi ydet juridisk og psykologisk hjælp til medarbejderne og givet finansiel støtte til eventuel flytning og genhusning,” fortæller Jakob Just-Bomholt og understreger, at 3Shape ikke sælger dets produkter i Rusland.
3Shapes topchef forklarer samtidig, at virksomheden i 2023 introducerede en række nye ESG-initiativer.
“Selvom 3Shapes ESG-rejse stadig er i modningsfasen, gjorde vi solide fremskridt i 2023 ved at gennemføre en dobbelt væsentlighedsanalyse (DMA), vedtage en datadrevet ESG-strategi og sætte udtrykkelige bæredygtighedsmål for 2028. Vi etablerede også et ESG-Råd for at sikre ejerskab på tværs af virksomheden,” siger Jakob Just-Bomholt.
Året i tal
- Omsætning i 2023: 3.285 mio. kr.
- Organisk vækst: 8,2 pct.
- Rapporteret vækst: 6,3 pct.
- EBITDA: 1.343 mio. kr.
- EBITDA-margin: 40,9 pct.
- EBIT: 1.255 mio. kr.
- EBIT-margin: 38.5 pct.
- Væsentlige priser i 2023: Best of Class Technology, Red Dot Design, Intraoral Scanner of the Year

