Skal man som virksomhed have succes med sit fokus på ESG; bør det være en del af selve forretningen – ikke noget sideløbende, mener Nicoline Olesen, rådgiver og partner i konsulentfirmaet Märk.
Nye krav, regulativer, love og meget andet vedrørende alt fra grøn omstilling til ESG, bliver i disse år en stadigt større del af mange danske virksomheders hverdag.
For mange kan det være sin sag at finde det rette ståsted mellem at drive en succesfuld virksomhed, og indoptage alle tidens nye fokuspunkter og krav – og for mange kommer netop driften og eks. ESG til at køre i to forskellige spor i hverdagen.
Det mener i hvert fald Nicoline Olesen, rådgiver og partner i konsulentfirmaet Märk, der i i podcasten ’Et Grønt Skridt Foran’, taler om netop denne problemstilling.
”Det handler om, ikke at få det her til at være noget andet end forretningen, men derimod at ESG er vores forretning. Forhåbentlig taler vi om 10 år ikke om ESG-strategier, men om at det er en naturlig del af forretningsstrategien,” siger hun.
Godt fremme
Meet af den lovgivning, der i disse år kommer på området, har sin oprindelse i EU, der med bl.a. ’Corporate Sustainability Reporting Directive’ (CSRD), har sat fælles retningslinjer for, hvordan virksomhederne kan gå til opgaven og arbejde i en mere bæredygtig retning.
”For første gang giver det os et mere ensartet billede af, hvad det er, vi taler om. Det betyder, at det ikke er op til hver enkelt virksomhed at definere bæredygtighed for dem, men derimod en fælles ramme, vi taler ind i,” siger Nicoline Olesen.
Det kan Line Risgaard Mortensen, Head of Sustainability i energikoncernen Verdo, nikke genkendende til.
”Man kan som en bæredygtighedsafdeling ikke være eksperterne på det hele. Derfor har vi prøvet at kigge på, hvordan vi kan trække det hjem og gøre det mere nærværende for hele organisationen. Her trækker vi på vores eksperter i de forskellige forretningsben for at se, hvor vi kan tage fat,” siger hun.
Nicoline Olesen kan samtidig også se, at arbejdet med ESG allerede har været i gang i mange danske virksomheder på den ene eller anden måde, også selvom disse ikke altid selv har haft det som et decideret fokusområde tidligere.
”Rigtig mange virksomheder har arbejdet med ESG i lang tid. De har bare kaldt det noget andet. Men nøglen til at få succes med ESG fremadrettet ligger i, at det bliver en del af forretningen og ikke lever sit eget liv ved siden af.”

