Magt kan være svært at give slip på, og det gælder ikke mindst i ledelseslagene i virksomhederne, hvor retningslinjer og registrering kan hjælpe ledelsen med at se, om medarbejderne husker at gøre alting, som man har bestemt, de skal gøres. Men ifølge forfatter, foredragsholder og antropolog, Dennis Nørmark, har denne mistillid fra ledelsens side har ofte en alt andet en positiv effekt.
I foråret 2021 startede et stort tysk bageri på et modigt eksperiment.
Hvad sker der, hvis vi tager noget af alt den dokumentation og alle de tjeklister, som vores ansatte altid brokker sig over, og så bare fjerner det? Og endnu bedre; hvad nu, hvis vi kun gør det i halvdelen af vores 145 afdelinger, så vi har en kontrolgruppe?
Forsøget blev godt nok ikke udtænkt af virksomheden selv, men af en gruppe forskere, der ville teste om en del af alt det, vi belemrer de ansatte med, reelt tilfører værdi, eller om det faktisk står i vejen for større produktivitet.
Efter ni måneder viste resultatet, at det sidste var tilfældet. Gennemsnitligt blev salget ude i de afdelinger, der var med i “frisættelseseksperimentet” øget med 2,3 procent. I nogle tilfælde steg omsætningen med 5 procent.
Man kan læse om forsøget i et foreløbigt paper udgivet af forskergruppen, som kan have store implikationer for de virksomheder, der har modet til at gå samme vej.
Æder produktiviteten
Siden jeg i 2018 udgav bogen ‘Pseudoarbejde’, sammen med filosof Anders Fogh Jensen, og tre år senere opfølgeren ‘Tilbage til Arbejdet’, har jeg fået stillet spørgsmålet, om jeg har nogle ordentlige beviser for, at man bare kan skære de arbejdsopgaver væk, som de ansatte bedømmer som værdiløse, eller om de ikke faktisk er der af en grund, som de ansatte bare ikke er i stand til at gennemskue.
Med det tyske studie får vi ikke bare en meget tydelig indikation af, at de ansatte udmærket forstår hvad der er overflødigt, men også at Pseudoarbejde, som er min betegnelse for lige præcis den slags opgaver, som forsøget skar væk, simpelthen æder løs af vores produktivitet.
Forsøget udfordrer også en række andre fordomme. Blandt andet den fordom, at store virksomheder har brug for de kontrolinstanser, som blev fjernet. Det var blandt andet kontroller med spild, kassebeholdning, men også meget nøjagtige beskrivelse, af hvordan bagværket skulle stå på hylderne og hvilken information, man skulle give videre til skifteholdet.
Men det tyske bageri har over 2000 ansatte, og det var i sidste instans mest topledelsen, der troede, de havde behov for alle de mange data, mens de ansatte oplevede det som nyttesløst og ydmygende.
Jeg har selv i fem år lavet de samme øvelser med virksomheder, og fjernet pseudoarbejde ved at stille præcis de spørgsmål, som bliver stillet i undersøgelsen og min erfaring er, at de ansatte er meget dygtige til at vurdere kvaliteten af deres arbejdsopgaver, mens topledelsen desværre ofte udviser alt for lidt tillid.
Efterfølgende hører jeg også om, at en del arbejde er blevet lettere, og ikke mindst mere meningsfuldt, men det er altså først nu, at vi får en undersøgelse med en rigtig kontrolgruppe.
At meningsfuldhed, arbejdsglæde og produktivitet er tæt forbundne, er veldokumenteret. Det nye her er, at vi har tal for tingene. Tal der viser, at vi får den samme effekt på toplinjen af at fjerne kontrol og papirarbejde, som vi får af at implementere langt dyrere bonusordninger og andre forsøg på effektivisering.
Og hvad der er endnu bedre, så ser det ud til at produktivitetsfremgangen ikke skyldes en tidsbesparelse. Det er ikke fordi, de ansatte bare erstatter arbejdstid brugt på registrering på at betjene kunder i stedet. Nej, det ser ud til, at det er den øgede arbejdsglæde, følelsen af at blive respekteret og anset som et tænkende væsen, der gør forskellen.
Efterfølgende afskaffede topledelsen i bagerkoncernen omgående en del af dokumentationen, mens noget andet alligevel blev fastholdt. På trods af at det havde vist sig, at man ikke begik flere fejl under forsøget.
En påmindelse om, at det nok desværre er i toppen af organisationer, at der findes en mestendels ubegrundet mistro til medarbejderne og en nærmest religiøs tro på, at mere dokumentation og kontrol altid fører noget godt med sig.
En kulturændring, det kommer til at tage lidt tid at få bugt med, men med klare økonomiske indikationer på værdien af at øge frihed og skære ned på kontrol kan man håbe at den sidste modstand i ledelsen snart får kamp til stregen.
Spørgsmålet er: Hvad venter vi på?
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

