Hvad tager man med sig fra sine tidligere jobs, når man starter som CEO i en virksomhed, man ikke har arbejdet i før. For CEO i Malmos Landskaber, Kim Thinggard, var det afgørende ikke at ændre på de store linjer, men at virksomheden blev bedre til det, den allerede var god til.
Efter i ni år at have været direktør for Partnerskaber under Enemærke & Petersen, valgte Kim Thinggaard sidste år at søge ud af en ny vej. Han skiftede til en CEO-stilling hos Danmarks største anlægsgartner, Malmos Landskaber, og selvom stillingen var ny for ham, og selvom han ikke kendte Malmos indefra, fortæller han, at processen om at starte et nyt sted har været en overgang mellem to velkendte ting.
“Det hele har været meget naturligt. De to jobs minder om hinanden på mange områder, selvom der naturligvis også er helt nye ting, man skal lære. I dag har jeg færre ansatte under mig end tidligere, til gengæld har jeg hele ansvaret for virksomheden,” siger Kim Thingaard.
Han giver her sine tre bud på lærdomme, han tog med sig til stillingen som CEO.
Første skridt
Jeg kom til en god og sund virksomhed, men det er klart, at jeg også kommer til opgaven med fokus på, hvor vi skal hen i fremtiden. For mig var det klart, at Malmos skulle igangsætte nogle sæsonskifte, for at kunne fortsætte den meget sunde kurve og blive ved med at forny sig til markedet.
Det stod hurtigt klart, at vi var nødt til at tænke vores produkt og vores ledelse på en ny måde. For mig var det vigtigt, at vi lavede ledelse gennem mennesker, mere end at alt gik fra toppen og ned i rækkerne. Så man kan sige, at jeg indtog samme stilling, som da jeg i sin tid byggede Partnerskaber op hos Enemærke & Petersen. Det blev en naturlig måde at udvikle min nye stilling på.
Jeg ville gerne væk fra tilgangen om, at alle sidder tungt på hver deres område, hvilket ligger dybt integreret i hele byggebranchen. Hvis man hele tiden skal spørge en, der skal tage beslutningerne for dig, udvikler vi os aldrig som virksomhed. Det er vigtigt, at alle kan og tør tage beslutninger.
Så jeg kom til jobbet med en vision om, at vi skal bygge mere interessebaseret samarbejde, både internt i virksomheden, men også i forhold til vores leverandører og samarbejdspartnere.
Lad kulturen skabe sig selv
Der er ingen tvivl om, at kulturen er meget vigtig i enhver virksomhed. Hvad er vi for en arbejdsplads, hvad er vi gode til og hvordan behandler vi hinanden og andre. Det er der også et stort fokus på hos Malmos.
Men samtidig har det været vigtigt for mig, at jeg ikke skulle tale for meget om kulturen og ikke skulle skabe en helt ny kultur. Som jeg ser det, så er kulturer noget, der er og som skabes løbende. Det skal tages meget seriøst, men frem for at komme med mit take på en ny kultur i Malmos, vil jeg hellere understøtte den eksisterende og opbygge nogle mål og retninger, som vores kultur kan hjælpe os henimod.
Den tilgang bunder ikke i, at jeg tror, medarbejdere er modstandere for forandringer, men mere fordi vi alle kan blive utrygge ved forandringer, vi ikke umiddelbart kan se et formål med.
Det er en gammelkendt sandhed, at driften har det med at æde udviklingen, og det er også en fare i en virksomhed som vores. At man får for meget fokus på her og nu, og mister blikket på de lange linjer. Derfor synes jeg, at man skal underbygge kulturen de steder, hvor den kan være med til at hjælpe virksomheden videre.
Interessebaserede samarbejder
Da jeg kom til Malmos, var jeg overbevist om, at det interessebaserede samarbejde i Partnerskaberne, i højere grad havde erstattet de velkendte rettighedsbaserede tilgange. Men nu er vi her, og så må vi sammen med proaktive bygherrer og entreprenører ændre dette, og det vil vi i Malmos gøre en stor indsats for.
Fremtiden kommer til at bygge langt mere på interessebaserede partnerskaber, og det gælder også for eks. vores egen tilgang til samarbejdspartnere og underleverandører. Jeg vil gerne væk fra, at man skal rette for meget ind efter hinanden, men at samarbejderne i højere grad bliver noget, som begge virksomheder får noget ud af, og som vi kan bygge videre på.
Det er et område, hvor hele vores branche har behov for at rykke sig, og jeg er lidt ærgerlig over, at vi ikke er nået længere med det, end vi er. Men der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt fokusområde for mig og for Malmos i det hele taget.
Men det er vores egen opgave at ændre på den slags ting, og vil vi have bedre samarbejder i fremtiden, så er det vores eget ansvar at gøre den drøm til virkelighed. Branchen har brug for at rykke mere i retning af interessebaserede partnerskaber, og det er mit mål, at vi kan være med til at hjælpe det på vej.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

