Dawn Health har sikret sig en investering på 11,5 millioner euro fra sine eksisterende investorer – Chr. Augustinus Fabrikker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Trifork.
Den danske virksomhed Dawn Health har rejst 11,5 millioner euro i ny kapital fra sine eksisterende investorer, herunder Chr. Augustinus Fabrikker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Trifork.
Investeringen skal bruges til at bringe virksomhedens digitale sundhedsløsninger ud til endnu flere internationale medicinalvirksomheder og videreudvikle produktporteføljen.
”Vores ambition er at blive den globale leder inden for digital sundhed og levere fremtidens digitale løsninger til medicinalindustrien – og i sidste ende forbedre livet for patienter verden over. Denne investering gør det muligt for os at udbrede vores dokumenterede platform til flere markeder og styrke vores indflydelse,” siger Alexander Mandix Hansen, CEO i Dawn Health.
Dawn Health har siden 2021 arbejdet målrettet på at udvikle en digital platform, der understøtter behandlingsforløb i medicinalindustrien. Løsningen – Dawn Platform og Product Suite – anvendes allerede af globale giganter som Merck og Novartis og dækker sygdomsområder som kræft, multipel sklerose og sjældne vækstforstyrrelser hos børn.
Platformen hjælper patienter med at følge deres behandling, rapportere symptomer og holde kontakt til sundhedsfagligt personale. Samtidig giver den medicinalvirksomheder adgang til avancerede funktioner inden for kunstig intelligens, dataanalyse og klinisk integration, som styrker både patientpleje og dokumentation.
”Siden den store investering i december 2021 har Dawn Health øget sin omsætning markant og udvidet sin tilstedeværelse i global pharma. Med over 100 medarbejdere, unikke løsninger og et stærkt regulatorisk setup står vi klar til at accelerere væksten yderligere,” siger bestyrelsesformand Lars Marcher.
Dawn Health har en ambition om at blive global leder i digital sundhed – med løsninger, der fungerer som behandlingsassistenter, understøtter sygdomshåndtering og leverer real-world evidence til fremtidens medicin.