Startup-virksomheden Zostera-Marina er nu klar med en teknologi og et fartøj, der kan gøre en stor forskel for reetableringen af ålegræs i danske farvande.
De danske fjorde er i en sørgelig stand i disse år, og gennem det seneste år er der kommet stadigt mere fokus på tilstanden i de danske fjorde og de danske kystområder i det hele taget.
Hos startup-virksomheden Zostera-Marina har man sat sig for at gøre sit for at genoprette livet og økosystemer i de danske farvande, og her er opskriften simpel; ålegræs.
Virksomheden har skabt et nyt fartøj og en tilhørende teknologi, der gør det muligt at udplante ålegræs i stor skala – en opgave, der hidtil har været både langsommelig og ineffektiv.
Kraftig tilbagegang
“Vi har udviklet fartøjets udplantningsteknologi og er lykkedes med at bygge en skalerbar prototype. Teknologien virker, og de første ålegræsstiklinger står nu smukt og velforankrede ved Bregnør i Odense Fjord,” siger Morten Thomsen, stifter af Zostera-Marina.
Ålegræs spiller en afgørende rolle for havmiljøet ved at fremme biodiversiteten, beskytte havbunden samt optage og binde store mængder kvælstof og fosfor. Dog har Danmark i løbet af de sidste 100 år mistet op til 90 procent af sin ålegræsbefolkning.
Ifølge Morten Thomsen med bare et enkelt fartøj kan den nye teknologi nu udplante over 100 hektar ålegræs i løbet af en sæson – en dramatisk forbedring sammenlignet med de tidligere metoder, der kun kunne dække 2-5 hektar manuelt.
“Der er tale om en helt ny metode og teknologi, som tilsammen sikrer plantens sundhed, automatisk udsætning og gør det muligt at arbejde på større dybder. Når maskinen er færdigudviklet, er jeg sikker på, at den vil gøre en stor forskel i danske såvel som udenlandske fjorde og farvande.”
Spørger man Mogens Flindt, professor ved SDU og leder af et forskerteam, kan denne teknologi have en stor positiv indvirkning på marin naturgenopretning:
“Vi bliver klogere på ideelle dybder og tidspunkter, sæsonen for udplantning og frøudlægning udvides, og samtidig kan vi udplante på lokaliteter, hvor det før var svært at reetablere bestanden.”
FAKTA: Derfor er ålegræs vigtig for vandmiljøet
- Ålegræs ligner almindeligt græs, men vokser under vandet.
- Planten fremmer kystområders biodiversitet ved at skabe tætte bevoksninger, som fungerer som levesteder for et rigt dyreliv.
- Ålegræs optager og binder store mængder kvælstof og fosfor, hvilket hjælper med at rense vandet.
- Danmark har mistet 70-90 procent af sit ålegræs i løbet af de sidste 100 år, hvilket har resulteret i en reduktion af dets udbredelse til mindre dybder.