Klaus Thodsen er redaktør på MarketConnect.
Der er med meget god grund indført sanktioner af snart enhver tænkelig art mod Rusland og russiske virksomheder, og man skal holde tunge lige i munden for at følge med i, hvilke virksomheder og brands, der nu trækker sig fra det russiske marked, og afbryder samarbejdet med russiske partnere. Men vores harme over Ruslands adfærd, bør følges af konkrete tiltag, der kan få ukrainerne i arbejde her i landet.
Hvad skal man snart finde på at sige om krigen i Ukraine, som ikke allerede er sagt af andre? Det er svært at finde de rigtige ord for, hvad der foregår, og de fleste af os føler nok også den afmagt, der gerne følger med store omvæltende begivenheder som den russiske invasion af nabolandet. Det er ikke let at stille noget op, når man sidder her midt i København og følger nyhedsstrømmen.
Men selvom det er svært for os her i landet at stille noget op mod den krigsmaskine, der er rullet over den ukrainske grænse, så har vi en reel mulighed for at gøre noget for de ukrainske flygtninge, der får endestation i Danmark efter flugten fra det krigshærgede hjemland. Ukrainere er jo som sådan ikke nye gæster her i landet, hvor der allerede arbejder mange ukrainere på danske arbejdspladser.
De flygtninge, der kommer her til landet, ankommer midt i en tid, hvor store dele af det danske erhvervsliv gennem længere tid har skreget på arbejdskraft
De flygtninge, der kommer her til landet, ankommer midt i en tid, hvor store dele af det danske erhvervsliv gennem længere tid har skreget på arbejdskraft, og hvor mange forskellige brancher står klar til at tage imod og ansætte de flygtninge, der kommer til landet. Således viste tal fra SMVdanmark så sent som i går, at to ud af tre små- og mellemstore virksomheder med under 100 ansatte stod klar til at ansætte ukrainske flygtninge, såfremt de havde de rette kvalifikationer. Analysen viser, at der dermed er ikke mindre end 31.000 potentielle jobåbninger til ukrainske flygtninge. Det må siges at være positivt.
Men helt så let er det dog ikke. For danske virksomheder kan ikke bare gå i gang med at ansætte ukrainske flygtninge, hvis de vil, da disse ikke kommer fra et EU-land, og derfor ikke er omfattet af samme regler om arbejdskraftens frie bevægelighed som EU-borgere som eksempelvis polakker, rumænere eller litauere.
Solidaritet alene rækker ikke
Præcis hvilke kompetencer, den enkelte ukrainske flygtning kommer til Danmark med, er umuligt at spå om, men på et arbejdsmarked, der i høj grad er på jagt efter arbejdskraft, skulle det være mærkeligt, hvis der ikke kunne findes arbejde til en god portion af dem.
Samtidig har vi som land har en vis forpligtelse for at hjælpe de mennesker, der i denne krise kommer til Danmark. Dette er en krig i vores eget nærområde, og det er en krig, der i meget høj grad påvirker danskerne og danske virksomheder på et hav af forskellige måder.
Og den klare solidaritet, der er blevet udtrykt fra vores politikeres side, bør naturligvis også følges op med konkret handling over for flygtningene
Og den klare solidaritet, der er blevet udtrykt fra vores politikeres side, bør naturligvis også følges op med konkret handling over for flygtningene. Derfor er det også meget positivt at se, at man fra regeringens og EUs side arbejder på at gøre de nødvendige foranstaltninger, så ukrainerne kan slå genvej uden om bureaukratiets langsommelighed, og blive en del af arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, og så længe det nu engang er nødvendigt, fremfor at blive parkeret på offentlig forsørgelse. Man kan kun håbe, at vores politikere magter at føre ordene ud i livet.
Vores solidaritet og fordømmelse af Ruslands invasion klinger hult, hvis den ikke bliver fulgt op af en hjælpende hånd til de ukrainere, der søger ly for krigen i vores land.